Annonce
Navne

25 år som præst i Koldings ældste kirke: - Det her hus har sørme holdt til meget

De malede ruder, som ses i udsnit til venstre i billedet, holder provst Grete Wigh-Poulsen meget af i Skt. Nicolai Kirke. Ruderne viser forskellige motiver fra Biblen, her ser man Jesus, der velsigner børnene. Efter ødelæggelse under 2. verdenskrig blev der samlet penge ind til nye, malede ruder til kirken. De blev indvidet i 1950 i forbindelse med en storstilet 700-års festlighed for Skt. Nicolai Kirke. Skærtorsdag er det Grete Wigh-Poulsen, der kan fejre sit jubilæum i kirken. Foto: Birgitte Gadager Simonsen
Når Grete Wigh-Poulsen skærtorsdag træder op på prædikestolen, kan hun se tilbage på 25 år som præst i Skt. Nicolai Kirke. Her kom hun første gang, da hun var i praktik under sin uddannelse, og huset har en særlig plads i hendes hjerte.

Kolding: Gennem et år har corona sat skarpe begrænsninger for, hvor mange og hvordan vi må være i kirkerne. Det gælder også skærtorsdag, hvor der aktuelt er plads til 85 indenfor i Skt. Nicolai Kirke midt i Kolding. Normalt er her rum til flere hundrede ad gangen.

Og der er med sikkerhed mange, som havde ønsket, at de kunne være med ved torsdagens gudstjeneste. For ud over at have den sidste nadver som et kristeligt omdrejningspunkt, så er det også gudstjenesten, hvor provst Grete Wigh-Poulsen kan markere, at hun i 25 år har været præst i den gamle middelalderkirke, som siden 1200-tallet har været en afgørende del af byens bankende hjerte.

Hvorfor kom du til Skt. Nicolai Kirke?

- Min mand var præst i Lejrskov-Jordrup, hvor vi boede, mens jeg stadig læste i Aarhus. På et tidspunkt skulle jeg i praktik, og så var der en god veninde, som mente, at Ole Jørgensen i Skt. Nicolai Kirke ville være et godt match for mig, og samtidig lå det jo også tæt på. Jeg kom i praktik i 1993, og i 1996 ringede Ole så, fordi der kom et barselsvikariat i kirken. Jeg var egentlig selv på barsel på det tidspunkt og troede, jeg skulle gå længe hjemme, men jeg kunne ikke lade være at tage chancen og sige ja. Siden blev vikariatet til en ledig stilling, da præsten valgte at sige op.

Hvad husker du altid at vise frem, når du skal vise kirken til andre?

- Jeg standser altid først i våbenhuset ved familiens Udsens epitafium fra omkring år 1655. Maleriet viser Udsen, der var købmand og kirkeværge med kone og børn – både de levende og de døde – og det markerer for mig, hvad det er for et hus, man kommer ind i. Her er plads til både glæder og sorger. Jeg holder også af de malede ruder over koret. De giver et fantastisk lys, og motiverne fortæller en masse god bibelhistorie. Man kan dvæle ved mange andre ting, men det handler også om hele rummet, som betyder meget for mig. Der er højt til loftet og langt ud til væggene.

Annonce

Den fysiske afstand

Hvilke tanker sætter det i gang hos dig, at du har en arbejdsplads, der er lige så gammel som selve byen?

- For mig sætter det den tanke i gang, at det her hus har sørme holdt til meget – krige, ufred, glæde, sorg, fest og almindelige hverdage – alt det har kirken stået i gennem. Jeg tænker, at den gamle bygning peger på noget, som kan holde til det hele.

Hvad har du savnet mest, mens corona har lukket for kirkens hverdagsliv?

- Da vi var helt lukket, savnede jeg gudstjenestens fællesskab og mødet med andre omkring gudstjenesten. Efter vi genåbnede, savner vi simpelthen sangen og at sidde tættere sammen. Når man kigger ud over et kirkerum, er det lidt hårdt at se, at vi skal holde så meget fysisk afstand, og at vi er nødt til at gå ud igen med mundbind på, så man ikke kan læse hinandens ansigter. Det har vi i hvert fald fundet ud af under corona, at det betyder meget, at vi kan være fysisk til stede sammen og mærke og høre hinanden.

Annonce

Tillid og fortrolighed

Har du fået nogle nye vaner under corona, som du ikke havde før?

- Jeg har ikke fået nye vaner, men nogle af de gamle vaner er nok blevet forstærket. Jeg bruger i hvert fald mere tid på at komme ud og være i naturen. Jeg kan godt lide at komme ud i vores sommerhus, hvor man ikke mærker forskellen så meget på før og nu. Inde i byen var det helt forkert, da trafikken næsten gik i stå under den forrige nedlukning, men når jeg kommer ud i sommerhuset, ser verden næsten ud, som den plejer. Naturen viser os heldigvis, at det ikke er alting, som er forsvundet eller gået i stå.

I 25 år har Grete Wigh-Poulsen været præst ved Nicolai Kirke, men siden hun blev udnævnt som provst, lægger hun de fleste arbejdstimer på sit kontor på Ejlersvej, hvorfra der er udsigt ud over Slotssøen. Arkivfoto: Michael Tungelund

Hvad har det betydet for dig, at du blev provst og dermed chef for alle dine præstekolleger?

- Det har været goddag til nye opgaver og farvel til mange af de gamle. Jeg har ikke så mange præsteopgaver som før, og det er et savn, men så er der kommet andre spændende opgaver til. Det er en stor glæde, at jeg har lært mine præstekolleger i hele provstiet bedre at kende med al den tillid og fortrolighed, som er nødvendig. Det er meget berigende.

Annonce

Pendler-liv

Du bor i Aarhus, men arbejder her i Kolding. Hvad holder du mest af ved at være pendler?

- Jeg var helst fri. Men sådan er det ikke. Der følger embedsbolig med min mands stilling og der har han bopælspligt. Jeg er trods alt glad fore alle de gode bøger og podcast, jeg kan høre, når jeg sidder i bilen. Jeg kan godt lide at høre om litteratur og film og også nogle podcast af mere fortællende karakter. På det seneste har jeg hørt den nye udgave af Biblen 2020, og der er jo til nogle timer.

Og hvad er mest træls?

- Det er da at bruge to timer hver dag på E45. Hvis man synes, man skal nå noget i den anden ende, er det træls særligt når trafikken er tæt eller går i stå. Det er jo heller ikke altid med mit job, at jeg har fri, bare fordi jeg er kommet hjem, og så har man altså ikke lyst til at bruge for lang tid ude på en motorvej.

Hvad holder du mest af at lave, når du har fri?

- Jeg holder mest af at læse gode bøger, gå eller løbe ture, at tage i sommerhus, gå i biografen, se kunst. Være sammen med familie og venner. Jeg læser mange gode bøger. Den sidste er Margrethe den 1. af Annelise Marstrand Jørgensen, den var virkelig god og kan anbefales. Det er ikke så tit, jeg læser historiske romaner, men den her var god.

Annonce

Måltid forener os

Efter 25 år som præst, hvor man har oplevet mange glæder og sorger, bliver man så mere fast i troen, eller bliver man mere tvivlende?

- Hverken det ene eller det andet. Men jeg mærker, at mit sprog om troen er blevet bedre. Og så føler jeg mig nok til stadighed mere lykkelig over at vide, at troen er en gave, der betyder, at jeg kan have tillid til, at ikke alt hviler på, hvad jeg kan eller ikke kan, tror jeg kan tro eller ikke tro. Der er ingen præster, som undgår at møde sorg eller være kede af det. Det hører til at være menneske, og vi er helt på lige fod med alle andre. Derfor er gudstjenesten også et fællesskab om Guds ord til os om hans kærlighed i Kristus, der bærer os i livet og døden og ikke bare en demonstration af præstens særlige tro.

Hvad bliver budskabet på torsdag, når du skal holde din jubilæumsprædiken?

- Det er jo en skærtorsdagsprædiken, så den handler om det sidste måltid. Jeg blev lidt inspireret af Netfllix, hvor jeg så et par afsnit af en serie, som hedder Chefs Table. Der var en udsendelse fra Italien om en restauratør og slagter, som insisterer på, at alle folk skal sidde ved samme bord i hans restaurant. Det er magtpåliggende for ham, fordi alle måltiderne her laves i kærlighed til de dyr, der spises. Den kærlighed skal samle og glæde. Det er præcis, hvad et måltid gør ved os. Det forener os i kærlighed, når vi skal bruge de store ord. Det er, hvad Jesus bogstaveligt gør ved måltidet med sine disciple og rækker videre til os i nadveren. Det er et fællesskab med ham, med dem, som var før, og dem, som er her nu.

Kommer du ind på dit jubilæum?

- Det gør jeg nok kun meget lidt. Men på vores farvede ruder er der et motiv, som viser den sidste nadver, og mon ikke jeg nævner, at det maleri har jeg set på i 25 år.

Grete Wigh-Poulsen ser frem til, at kirkerne for alvor kan fyldes igen. Privatfoto

Grete Wigh-Poulsen

  • Født 1963
  • Gift med Henrik Wigh-Poulsen, biskop over Århus stift og kgl. Konfessionarius
  • Tre sønner: Kristoffer (33), Jens Peter (27), Johannes (25), 3 svigerdøtre, Tine, Sofie og Maja og 1 barnebarn, Alba, på 15 mdr.
  • Cand theol Aarhus Universit 1993
  • Konsulent for KFUK -spejderne, de grønne pigespejdere 1994-1996
  • Sognepræst Sankt Nicolai 1.4.1996
  • Provst Kolding provsti 1.1.2013
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv For abonnenter

Esbjergs sidste kvotekonge skovler penge: Har tjent mere end en kvart milliard kroner de sidste ti år, men nu truer Brexit

Erhverv

Montører overfuses af vrede kunder på hjemmekontoret: Nu får de hjælp til at nedtrappe konflikterne

Sydjylland

Få overblikket over de nye rejseregler her: Hvornår må vi grænsehandle og rejse på ferie?

Sønderborg For abonnenter

Modstander undrer sig over byggeri af biogasanlæg: - Det er grove løjer

Annonce