Annonce
Indland

25-årig mand er omkommet i trafikulykke nord for Vejle

Foto: Local Eyes
En personbil er natten til onsdag kørt op bag i en lastbil i en rundkørsel på Viborg Hovedvej. 25-årig er død.

En 25-årig mand er natten til onsdag omkommet i en trafikulykke i en rundkørsel nord for Vejle.

Det oplyser vagtchef Jørn Bystrup ved Sydøstjyllands Politi tidligt onsdag morgen.

Politiet modtog anmeldelsen om trafikulykken klokken 01.29.

- En personbil er kørt op bag i en lastbil, og i den forbindelse er den 25-årige mand, der var alene i personbilen, omkommet, siger han.

Ulykken er sket i rundkørslen ved Viborg Hovedvej og Grejsvej i nærheden af Grejs nord for Vejle.

De pårørende til den 25-årige er underrettet, oplyser vagtchefen.

Lastbilchaufføren er uskadt.

Politiet ved endnu ikke, hvad der har forårsaget trafikulykken.

- Vi har haft tekniske undersøgelser, som fortsat pågår med en bilinspektør, der skal finde ud af om bilens bremser fungerende, eller om der er andre tekniske årsager til, at der er sket en kollision, siger Jørn Bystrup.

- Men umiddelbart har vi ikke nogen forklaringer på, hvorfor den 25-årige overser lastbilen, da den er på vej ind i rundkørslen.

Politiet har tidligt onsdag morgen ikke yderligere kommentarer til ulykken.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.

Annonce