Annonce
Indland

Patienter fik ved en fejl for meget kemoterapi

Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Nordsjællands Hospital kan ikke afvise, at forhøjede mængder kemo kan have haft betydning for patients død.

Patienter på Nordsjællands Hospital har ved en fejl fået for meget kemoterapi.

Det fremgår ifølge Sundhedspolitisk Tidsskrift af en redegørelse, som hospitalets ledelse har sendt til Region Hovedstaden.

Hospitalet kan ifølge mediet ikke afvise, at enkelte patienter har fået skader på grund af den forhøjede mængde kemo.

Det kan heller ikke afvises, at fejl i analyse og dosering af kemoterapi kan have haft betydning i perioden op til en patients dødsfald.

- Vi er meget opmærksomme på at lære af fejlen, så den ikke gentages. Det er også derfor, at vi får en kerneårsagsanalyse, siger vicedirektør Jonas Egebart til Sundhedspolitisk Tidsskrift.

Han undskylder over for de berørte patienter.

25 patienter er berørt af fejlen i nyrefunktionsundersøgelser. 23 er kræftpatienter. Ni af dem fik som følge heraf påvirket deres dosering af kemoterapi, som kan have mulige konsekvenser.

Fejlen skyldes angiveligt en fejlvurdering af patienternes nyrefunktion.

Alle kræftpatienter, der har været berørt i sagen, er blevet kontaktet telefonisk og orienteret om fejlen.

Desuden er patienterne blevet tilbudt en samtale med deres patientansvarlige læge.

Fejlen er indberettet og registreret som en såkaldt utilsigtet hændelse, og der er nu igangsat en nærmere analyse.

Der er for nylig indført nye retningslinjer for undersøgelser af patienternes nyrefunktion.

Det er endnu uvist, om fejlen skyldes, at de nye retningslinjer ikke er blevet fulgt.

- Hvis det forholder sig sådan, at det er det, som er sket, så er det vigtigt at få slået fast, hvorfor retningslinjen ikke er blevet implementeret, og hvordan vi kan sikre, at det fremover altid vil ske, siger Jonas Egebart til tidsskriftet.

/ritzau/

Annonce
Artikel på Sundhedspolitisk Tidsskrifts hjemmeside
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Drop skattemur for virksomheder

Skatteminister Morten Bødskov (S) pønser på at indføre en skat på, at virksomhedsejere overdrager aktierne i deres selskaber til en erhvervsdrivende fond - ofte i stedet for et traditionelt generationsskifte. Og det kan med det samme slås fast, at det er en ualmindelig dårlig idé. I Danmark har vi en mangeårig tradition for netop at drive selskaber i disse fondskonstruktioner, hvor aktierne fra ejerens holdingselskab skattefrit overdrages til en nystiftet erhvervsdrivende fond, og selskaber som Danfoss, A.P. Møller-Mærsk, Novo Nordisk, Lundbeck, Carlsberg og Grundfos drives netop efter denne model. Det er aldeles uvist, hvad der foregår i skatteministeriet, for forslaget er en del af udspil, der netop skulle lokke flere virksomhedsejere til at overdrage deres livsværk til erhvervsdrivende fonde, og det skorter heller ikke på eksperter, der slår fast, at vedtages Bødskovs forslag, bliver der ikke oprettet flere af den slags ejerkonstruktioner. Til Børsen siger indehaveren af Linak Bent Jensen, at han i en tid har overvejet at overdrage sine aktier til netop en erhvervsdrivende fond, men vedtages dette forslag, sker det helt sikkert ikke. De erhvervsdrivende fonde har vist sig anvendelige i Danmark, hvor mange selskaber konkurrerer globalt. Drives virksomheden gennem en erhvervsdrivende fond, sikrer man sig eksempelvis mod at blive købt af kapitalfonde og andre kortsigtede interesser. Man kan også sikre, at hovedsæder og dermed arbejdspladser bliver i Danmark, og det har mange virksomhedsejere interesser i. Så store, at de donerer hele eller dele af deres familieformuer uden at få en krone for det. Således har eksempelvis stifteren af Blue Water Shipping i Esbjerg, Kurt Skov, for ikke så lang tid siden givet 75 procent af aktierne i sit livsværk til en erhvervsdrivende fond, hvilket sikrer, at virksomhedens hovedsæde skal ligge i Esbjerg samt at virksomheden ikke kan blive opkøbt. Vi må håbe, at et erhvervsvenligt flertal i Folketinget får retvist skatteministeren.

112

Lastbiluheld med skinker: Vindmølletransport får 22 timers ufrivilligt ophold i Ribe

Danmark

Anden brøler fra myndighederne: Derfor må udskældt omskæringlæge fortsætte

Annonce