Annonce
Sønderborg

26-årig vil undgå udvisning til Kosovo i ankesag

Politiet var hurtigt til stede efter røveriet mod Petit kiosken 1. august 2017 og pågreb den farverigt klædte røver kort tid efter. Arkivfoto: Mikkel Hansen

Dom for afpresning, trusler samt vold i gentagelsetilfælde i forbindelse med en røverisag er anket til landsretten, hvor anklageren går efter en skærpelse af straffen på udvisning og to års fængsel.

SØNDERBORG: En 26-årig mand fra Sønderborg har anket en dom for trusler, afpresning, ulovlig tvang og vold i gentagelsestilfælde til frifindelse i landsretten.

Han er dømt for i ledtog med andre 1. august 2017 at have tvunget en dengang 19-årig mand til at røve kiosk Petit i Jernbanegade i Sønderborg for 3500 kroner for at indfri gammel narkogæld.

Det fik han 18. april to års fængsel og udvisning til Kosovo med indrejseforbud i 12 år for. Anklagemyndigheden går efter en skærpelse af straffen.

Den 26-årige afsoner i øjeblikket. Han blev ved byretten kendt skyldig i sammen med andre at have hentet offeret på Møllemærsk i Aabenraa og under tæsk og trusler at have tvunget den 19-årige til at begå røveriet.

Under transporten i bil til Sønderborg blev han slået flere gange. Røveren har forklaret, han begik det ret amatøragtige røveri for at indfri gæld til sine plageånder.

Han fik ti måneders fængsel og skal afhøres i landsretten som vidne. Han var ved røveriet iført røde bukser og grøn jakke og var inde i kiosken flere gange, inden han pegede på en våbenlignende genstand under jakken og fik udleveret kassebeholdningen. Han blev pågrebet af politiet mindre end et kvarter senere og nåede aldrig at aflevere udbyttet til sine afpressere, der ifølge hans forklaring ventede i nabolaget.

Annonce

Røver som offer

De implicerede i sagen, hvor en ung mand blev tvunget til at begå røveri, er allerede tidligere straffede og kender hinanden fra ungdomsfængslet. En 19-årig mand fra Sønderborg afsoner to års og fire måneders fængsel for at have truet røveren med kniv og for at sparke ham og slå ham gentagne gange i ansigtet, mens de opholdt sig i Sønderborg natten op til røveriet. Den røveridømte sagde, han turde ikke flygte af angst for voldelige repressalier, mens hans plageånder har forklaret, det stod ham frit for at gå. Han var blandt andet med hjemme at besøge den ene voldsmands mor i Dybbøl og en tur omkring Kongevejsparken i Sønderborg, hvor han igen blev slået og truet, inden han begik røveriet om eftermiddagen 1. august. Den 26-årige, der har anket til landsretten, har erkendt ved en anden lejlighed at have ført bil under påvirkning af euforiserende stoffer og har fået en bøde på 10.200 kroner samt en betinget frakendelse af kørekortet i tre år. Bevismaterialet bestående af videooptagelser, masteoplysninger på utallige telefonopkald omkring Jernbane- og Perlegade samt vidneafhøringer indgår atter i retssagen. Forsvarer er Jan Schneider og anklager Synna Sandberg Jønsson.

På denne adresse på Møllemærsk i Aabenraa hentede et femkløver af hårdtslående voldelige mænd 31. juli 2017 en dengang 19-årig mand og tæskede ham for at få ham til at indfri narkogæld med det resultat, han røvede en kiosk. Arkivfoto: Ulrik Pedersen

Omfattende synderegister

Den 26-årige med rødder i Kosovo håber på frifindelse i landsretten for blandt andet at undgå udvisningen. Han har opholdt sig i Danmark i 17 år og otte måneder og har i den periode haft 14 forhold af lignende karakter som vold, røveri, afpresning og indbrud. Han har opholdstilladelse i Danmark, men er flere gange betinget udvist af landet og har begået fornyet kriminalitet i prøvetiden. Han er idømt i alt tre år og otte måneders frihedsstraf.

- Jeg ved ikke, hvordan jeg skal svare. Det kan jeg ikke huske, sagde den 26-årige mandag flere gange i landsretten.

Han mener ikke at have noget at gøre hverken med afhentningen af den senere røver i Aabenraa, volden mod ham og tvangen til at begå røveri for at afbetale narkogæld.

- Han skyldte mig penge for cannabis, men jeg tog ikke med til Aabenraa for at mødes med ham, sagde arrestanten, der mener at være kørt med for at mødes med nogle andre uden dog at ville fortælle hvorfor.

Han og den anden dømte 19-årige vil ikke afsløre identiteten på to medgerningsmænd. Den 16-årige kalder dem den ukendte mand A og B. Her deltog især A specielt i den grove vold, der fik den unge mand til at røve kiosken.

Den udvisningsdømte næger pure at have været med til at true og tæske den 19-årige. Han var ikke sammen med offeret og den anden gerningsmanden natten mellem 31. juli og 1. august, da røveriet blev begået, har han forklaret. Planen var, røveren skulle skaffe penge ved at stjæle en PH-lampe eller begå indbrud. Det mislykkedes.

Han fik tæsk, da han kom ud af kiosken flere gange uden penge. Bevisførelsen er blandt andet en minutiøs gennemgang af masteoplysninger, der viser, hvor gerningsmændene befandt sig omkring kiosken i timerne omkring røveriet. Der falder dom onsdag eller torsdag.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Brexit it is: Vælgerne har talt

Endelig. Endelig kan både Storbritannien og EU komme videre. De britiske vælgere har talt, tydeligt, og de har klart valgt Brexit. Det giver en tiltrængt klarhed på begge sider af vandet oven på flere års tumultariske scener i det britiske parlament og manglende fremdrift i de uendelige forhandlinger med et mere og mere målløst EU. Nu må vi være færdige med Brexit eller ej. De britiske vælgere har talt, og de har givet den konservative premierminister Boris Johnson et klart mandat. Johnson er som politiker let at mene en masse om. Man kommer let til at ryste på hovedet. Han er en populist, en politisk charlatan, der ikke skyr nogen midler for magten, men han er også en klar vinder af det britiske valg efter en valgkamp, der har centreret sig om en sag: Brexit. Nu. Om han vandt på grund af sagen eller på grund af en meget svag, forvirret opposition, eller fordi englænderne ikke orker mere snak eller en kombination af det hele er ligegyldigt. Johnson vandt stort. Han tegner Storbritannien. Det kan man begræde, fra vores side af Nordsøen. Både politisk og økonomisk. Vi gik ind i det europæiske fællesskab sammen med englænderne, og der har så at sige altid været en tæt og givtig relation mellem Esbjerg og Harwich, og det havde været bedst for Danmark, om Storbritannien på vej ud af EU var vendt om i døren. Det gør Storbritannien ikke med Boris Johnson som dørmand. Lad os tørre øjnene. Briterne har valgt brexit, nu skal vi have det bedst mulige ud af det scenarie. Vi har en interesse i en stærk og tæt relation også fremover. Vi skal have en fornuftigt balanceret handelsaftale på plads hurtigst muligt. Vi beriger hinanden økonomisk og kulturelt. Danmark bør være den stemme i EU, som mere end nogen anden søger kompromisset og appellerer til fornuften i de forestående forhandlinger mellem Storbritannien og EU. Det bliver der brug for.

Annonce