Annonce
Indland

28-årig husker intet om drab og partering af kvinde i Hadsund

Alarm112midtjylland.dk/Ritzau Scanpix
Drabstiltalt havde drukket alkohol og taget stesolid, inden han mødte kvinde, han anklages for at have dræbt.

En 28-årig mand, der er tiltalt for drab og partering af en 40-årig kvinde i Hadsund, husker intet om hændelsen natten til 11. november 2018.

Det fremgår, da sagen mod ham tirsdag er blevet indledt ved Retten i Aalborg.

- Vi fik nogle øl, måske også noget whisky. Jeg havde også taget nogle stesolider, siger den tiltalte.

Han er iført sort T-shirt og har sit lange mørke hår bundet op i en hestehale. Han svarer roligt på anklager Mette Bendix' spørgsmål.

Den tiltalte fortæller, at han sad og drak sammen med en kammerat. Derefter tog de på bytur i Hadsund.

Her mødte de blandt andre integrations- og udlændingeminister Inger Støjberg, der også bor i Hadsund.

- Jeg hilser på hende. Det er sjovt, at vi lige møder hende, siger han.

Inger Støjberg har selv forklaret på Facebook, at hun mødte den formodede drabsmand. Hun har afgivet forklaring til politiet i sagen.

Kort tid efter mødet med ministeren møder den tiltalte den 40-årige kvinde, han anklages for at have dræbt.

Men han kan ikke huske, hvordan hun så ud, og om han fandt hende attraktiv.

- Jeg kan ikke huske det. Jeg kan ikke huske det, siger han flere gange.

Det eneste, han husker efter at have forladt værtshuset, er, at han bliver anholdt af politiet.

Liget blev fundet i den tiltaltes garage samme nat. Det var lagt i en sæk med en ledning omkring.

En obduktion viste, at kvinden var forblødt, efter hun var blevet påført ti skarprandede læsioner i ansigt og hals.

På værkstedet fandt politiet flere knive og save, der var tilsmurt i blod.

I boligen fandt man nogle tegninger af en halshugget person og nogle tegninger med seksuelt motiv.

Der blev også fundet en bog skrevet af den drabsdømte Peter Lundin.

Det var ifølge den tiltalte en gave fra hans daværende kæreste, der er mor til to børn, de har sammen.

På hans telefon har politiet fundet et foto af den tiltalte med den ene halvdel af hovedet farvet. På samme måde som Peter Lundin har ladet sig afbilde.

Men det skyldtes ikke, at han så op til Peter Lundin, understreger han.

- Det var for at få kammeraterne til at stoppe med at sige, at jeg ligner ham, forklarer manden.

Han nægter sig skyldig i anklagen om drab og usømmelig omgang med liget.

Men ifølge hans forsvarsadvokat Mogens Kjær erkender han de faktiske omstændigheder.

Det skete i en patologisk rus, der kan sidestilles med en forbigående sindssygdom, hævdes det.

Den tiltalte er fundet egnet til almindelig fængselsstraf. Der er afsat tre dage til behandling af sagen.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Esbjerg

Fødevarekontrol: For gammel frugt koster Brugsen i Bramming bøde på 30.000 kroner

Leder For abonnenter

JV mener: Udskriv en dosis sund fornuft i en fart

Udeblivelser er et regulært problem i sundsvæsenet. Fordi det er spild af de trængte velfærdsressourcer, når både højt specialiseret personale og dyrt udstyr må vente forgæves på en patient, der ikke dukker op på det afsatte tidspunkt. Derfor er det helt og aldeles håbløst, at et ufleksibelt system tidligere på året betød, at en succes på Kolding Sygehus måtte lægges i graven. Succesen var et forsøg, der gav patienter med en henvisning mulighed for selv at booke en tid til skanning fremfor blot at få stukket systemets tid ud. Forsøget fik antallet af udeblivelser til at falde fra i gennemsnit 14 om ugen til fire. Det viste sig nemlig, at fleksibiliteten betalte sig. At det for patienterne gjorde en forskel. Helt banalt i form af muligheden for at kunne booke en tid, som passede ind med øvrige gøremål. Og sikkert også i form af øget ansvarlighed. En tid, man selv har booket, er svær at udeblive fra. Et sådant forsøg skulle selvfølgelig ikke bare fortsætte, men bredes ud. Ikke bare til andre afdelinger på Kolding Sygehus, men på alle sygehuse. Skulle man tro. Men sundhedsloven er firkantet, og den foreskriver, at patienter skal have en konkret tid i hånden tre dage efter henvisningen. Altså levner loven ikke plads til patientens egen booking. Derfor døde forsøget. Trods et resultat, der uomtvisteligt var positivt for både patienter og sundhedsvæsen. Region Syddanmark skubber på for at få lov til at genoptage forsøget. Ros for det. Forsøget er i sin essens et eksempel på et sundhedsvæsen, der er til for borgerne og ikke det omvendte. Det bør derfor være en formsag for Sundheds- og Ældreministeriet at finde en gangbar vej gennem egne regler og bureaukrati, så patienterne igen kan tages med i planlægningen. Sundhedsloven sikrer vigtige patientrettigheder. Det er godt, og historien viser, at det er nødvendigt. Men det er et sygt sundhedsvæsen, der kvæler gode tiltag i et stift bureaukrati. Må sundhedsministeren reagere hurtigt: Der er brug for en dosis sund fornuft i en fart.

Annonce