Annonce
Sport

29 russere skal kæmpe til atletik-VM under neutralt flag

Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix
Den regerende verdensmester i højdespring Mariya Lasitskene er blandt de 29 russere, der skal kæmpe i Doha.

På grund af en snart fire år lang suspendering kommer det russiske flag ikke til at vejre ved det kommende atletik-VM.

Ruslands Atletikforbund oplyser tirsdag, at forbundet sender 29 atleter til VM-stævnet i Doha, hvor de skal kæmpe under neutralt flag i stedet for det russiske.

Siden november 2015 har det russiske forbundet været suspenderet af Det Internationale Atletikforbund (IAAF) efter afsløringer af store dopingproblemer.

Det betyder, at atleterne ikke kan optræde i de russiske nationalfarver til VM. Skulle nogle af dem vinde guld, så bliver de heller ikke hyldet med Ruslands nationalmelodi, men IAAF's officielle hymne.

Det neutrale russiske hold består af 16 kvinder og 13 mænd. Det er 10 mere end ved VM for to år siden, hvor Rusland også var suspenderet.

Den eneste forsvarende verdensmester på holdet er højdespringeren Mariya Lasitskene.

Der er desuden fine medaljechancer for hækkeløberen Sergej Shubenkov, der for fire år siden vandt VM-titlen i 110 meter hæk, samt højdespringerne Mikhail Akimenko og Ilya Ivanyuk.

Trods suspenderingen af Rusland har i alt 131 russiske atleter siden 2015 fået lov til at kæmpe som neutrale ved IAAF-stævner, hvis de har været i stand til at bevise, at de ikke har benyttet doping.

/ritzau/AP

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sydjylland

Flysager hober sig op i byretter: SF vil have justitsministeren på banen

Leder For abonnenter

Drop skattemur for virksomheder

Skatteminister Morten Bødskov (S) pønser på at indføre en skat på, at virksomhedsejere overdrager aktierne i deres selskaber til en erhvervsdrivende fond - ofte i stedet for et traditionelt generationsskifte. Og det kan med det samme slås fast, at det er en ualmindelig dårlig idé. I Danmark har vi en mangeårig tradition for netop at drive selskaber i disse fondskonstruktioner, hvor aktierne fra ejerens holdingselskab skattefrit overdrages til en nystiftet erhvervsdrivende fond, og selskaber som Danfoss, A.P. Møller-Mærsk, Novo Nordisk, Lundbeck, Carlsberg og Grundfos drives netop efter denne model. Det er aldeles uvist, hvad der foregår i skatteministeriet, for forslaget er en del af udspil, der netop skulle lokke flere virksomhedsejere til at overdrage deres livsværk til erhvervsdrivende fonde, og det skorter heller ikke på eksperter, der slår fast, at vedtages Bødskovs forslag, bliver der ikke oprettet flere af den slags ejerkonstruktioner. Til Børsen siger indehaveren af Linak Bent Jensen, at han i en tid har overvejet at overdrage sine aktier til netop en erhvervsdrivende fond, men vedtages dette forslag, sker det helt sikkert ikke. De erhvervsdrivende fonde har vist sig anvendelige i Danmark, hvor mange selskaber konkurrerer globalt. Drives virksomheden gennem en erhvervsdrivende fond, sikrer man sig eksempelvis mod at blive købt af kapitalfonde og andre kortsigtede interesser. Man kan også sikre, at hovedsæder og dermed arbejdspladser bliver i Danmark, og det har mange virksomhedsejere interesser i. Så store, at de donerer hele eller dele af deres familieformuer uden at få en krone for det. Således har eksempelvis stifteren af Blue Water Shipping i Esbjerg, Kurt Skov, for ikke så lang tid siden givet 75 procent af aktierne i sit livsværk til en erhvervsdrivende fond, hvilket sikrer, at virksomhedens hovedsæde skal ligge i Esbjerg samt at virksomheden ikke kan blive opkøbt. Vi må håbe, at et erhvervsvenligt flertal i Folketinget får retvist skatteministeren.

Kolding

Død mand blev glemt i sin lejlighed: Ingen vil tage ansvaret

Annonce