Annonce
Mærkedage

30 års jubilæum: Brian Sørensen

Brian Sørensen, Slotsgade 3, Haderslev har torsdag 23. januar 30 års jubilæum ved Lindab.

Det var så de første 30 år på Lindad - det gode ved jobbet er den daglige kontakt pr. telefon med kunderne om deres byggerier. Den gør dagene meget forskellige. Det fortæller Brian Sørensen, 53, salgsassistent hos ventilationsproducenten Lindab, Industri Langkær i Haderslev.

Hans primære arbejdsområde er Lindabs webshop. Her er nok at se til. For efterhånden kommer omkring 30 procent af ordrerne ind via webshoppen, bemærker han.

Torsdag 23. januar er det 30 år siden, han fik job på lageret hos Lindab i Haderslev. Der var han i lige knap 10 år, inden han sagde ja tak til at komme i salget.

Brian Sørensen er uddannet lagerekspedient hos Elmonta i Hammelev. Men da virksomheden gik konkurs, fik han job hos Lindab en måned senere.

- Det job passede mig rigtig godt. Der var gang i den og meget at lave. Efter nogle år blev jeg spurgt, om jeg ikke kunne tænke mig at komme ind i salg. Men det havde jeg slet ikke ro til. Det kom først efter 9½ år, fortæller Brian Sørensen, der af chefen blev sendt til test hos Mercuri Urval i Kolding, for at finde ud af, om han var egnet til salgsjobbet. - Det var vist noget, man brugte den gang. Og jeg var åbenbart egnet, siger han med et stort smil. Min fordel var, at jeg på lageret efterhånden havde fået et meget indgående kendskab til alle produkter. I salg kom jeg desuden i selskab med meget erfarne folk, og jeg slugte alt, hvad de sagde.

Brian Sørensen er blandt de salgsassistenter, der primært behandler ordrer i webshoppen og opretter nye kunder. Desuden har han fornøjelsen af at undervise kunder i at bruge webshoppen. Det synes han er sjovt.

- I det hele taget er Lindab et godt sted at arbejde. Vi er rigtig gode til at hjælpe hinanden. Man oplever aldrig at få overdraget et ’lortejob’, og så selv må bikse med det. Hverken på lageret eller i salg. Der er altid hjælp at hente. Også når man er ny i en afdeling, siger Brian Sørensen.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

PostNord er en dødssejler

I årevis har fusionen mellem Post Danmark og det svenske Posten AB til PostNord i 2009 været et problembarn. Der er nemlig så store forskelle mellem Danmark og Sverige, at det har vist sig nærmest umuligt at få fællesskabet til at fungere. Mens Danmark er en digital spydspids, bliver der fortsat ekspederet masser af fysiske breve og dokmenter via posten hos vores nordiske naboer. Og skønt man kan begræde det traditionelle brevs forsvinden i vores land, er udviklingen uafvendelig. Situationen i Danmark har siden 2012 udløst adskillige årsregnskaber med blodrøde tal, hvilket har belastet hele PostNord i fatal grad. I det seneste årsregnskab for 2018 havde den danske del af forretningen et minus på over en milliard kroner. Noget tyder på en bedring i økonomien, men prisen har været høj i form af massefyringer og bestandigt forringet service. Imens fortsætter brevmængden med at falde på grund af den digitale kommunikations fortsatte fremmarch kombineret med alt for lange leveringstider på fysiske breve. Nu er flere partier så åbne for at forlade postsamarbejdet. De nye toner er der grund til at være tilfreds med. For nok er situationen lige nu slem. Men fremover vil den blive endnu værre. Også hos vores naboer vil den moderne kommunikation vinde stadig mere frem. Det er ganske enkelt for hurtigt, bekvemt og billigt at holde digital kontakt med både venner, familie og myndighederne til, at fysiske breve på sigt kan overleve i større omfang. Det gælder også i Sverige. PostNord er med andre ord en dødssejler, det ikke vil være klogt at holde fast i. Lad os få lukket virksomheden, inden vi bruger endnu flere penge på at forlænge dens skrantende eksistens. Naturligvis skal det også fremover være muligt at sende fysisk post i Danmark. Men der er bestemt ingen grund til at genopbygge et nationalt postvæsen. I stedet bør politikerne se på muligheden for at betro opgaven til private aktører. Dyrere og ringere end den nuværende ordning kan det umuligt blive.

Annonce