Annonce
Udland

30 er omkommet og 18 forbrændt efter busulykke i DRCongo

Junior D. Kannah/Ritzau Scanpix
En propfyldt bus kørte søndag af vejen og brød i brand i nær Kinshasa, der er hovedstaden i DRCongo.

Mindst 30 personer blev dræbt, da en bus søndag kørte af vejen og brød i flammer nær hovedstaden i Den Demokratiske Republik Congo, Kinshasa.

Det oplyser lokalt politi i DRCongo. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

18 andre er blevet kvæstet med alvorlige forbrændinger. Det siger David Nsiala, der er den lokale talsmand for Røde Kors.

- Det nuværende dødstal lyder på 30 personer. 18 andre har fået tredjegradsforbrændinger, siger han.

- Vi arbejder fortsat på at identificere de omkomne.

Bussen, der var fyldt til randen med passagerer og varer, var på vej fra byen Lufu til Kinshasa, da ulykken skete.

Bussens bremser svigtede, hvorfor buschaufføren mistede kontrollen over køretøjet, oplyser de lokale myndigheder.

Trafikulykken skete søndag eftermiddag lokal tid.

DRCongos præsident, Felix Tshisekedi, har sendt sine kondolencer til de omkomnes familier.

Han har samtidig aflyst sin planlagte deltagelse ved den japanske kejsers indsættelse tirsdag. Det oplyser præsidentens kontor i en pressemeddelelse.

Præsidenten beder myndigheder om at "tage vare på de sårede og sikre en værdig begravelse for de omkomne", lyder det i meddelelsen.

En såret passager oplyser, at der var flere end 100 personer om bord, da ulykken skete. Hun tilføjer, at mange omkomne og sårede er blevet forbrændt i en sådan grad, at det ikke er muligt at genkende dem.

Ulykken er sket i territoriet Mbanza-Ngungu omkring 150 kilometer fra Kinshasa.

Bussen kørte galt på Motorvej 1, der er kendt for sine mange dødelige trafikulykker.

Fatale trafikulykker er almindelige i DRCongo - særligt på grund af dårlig infrastruktur og defekte køretøjer. Det skriver nyhedsbureauet dpa.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Kan vi i det mindste få ærlig kommunikation?

Det lover simpelt hen ikke godt for regeringens troværdighed. I ni ministerier har man skiftet kommunikationschef efter valget. I syv tilfælde er der blevet ansat en kommunikationschef, der træder ind ad døren med et cv præget af tætte personlige eller politiske relationer til den socialdemokratiske minister, der netop har sat sig til rette i ministerkontoret. Der er tale om tidligere personlige rådgivere, valgkoordinatorer og politisk frivillige i valgkampe. Det er dog et tilfælde, insisterer regeringen. Et helt ufatteligt tilfælde, fristes man til at tilføje. Alt er gået rigtigt til. De bedste er valgt, i hvert eneste tilfælde. Og ministrene har overhovedet ikke blandet sig. Hedder det sig. I Danmark er embedsmandskorpset ikke politisk udpegede. Der er godt nok en tendens til, at politikere omgiver sig med flere og flere rådgivere, men kommunikationschefer i ministerier er ikke rådgivere. De er embedsmænd, de arbejder for staten og dermed for borgerne. De får løn af statskassen. De er ikke socialdemokrater eller noget andet - de er upolitiske. Det er derfor, at ansættelserne af de syv kommunikationschefer stikker sådan ud. Det er derfor oppositionen - ført an af Ole Birk Olesen, Liberal Alliance, i en stadig mere og mere kontant retorik insisterer på at få svar fra ministrene på spørgsmålet: Er alt gået rigtigt til? Man forstår den stigende irritation, som bortforklaringerne fortsætter. Det er en dybt beklagelig udvikling. Det er muligt, at politikere har brug for mere og mere politisk rådgivning, og derfor har behov for politiske rådgivere. I så fald er det rådgivere, de skal ansætte, og det skal selvfølgelig ske transparent for alverden. Stå ved det, tag det efterfølgende politiske slagsmål i Folketinget, for ærligt talt vil det være en kamp, der er til at klare. Uanset hvad der siges lige nu på tværs af folketingssalen, vil den næste regering formentlig ansætte endnu flere politiske rådgivere, end denne har gjort. Sådan er trenden. Men vær dog ærlig. Drop skuespillet. Hellere politisk udvalgte kommunikationschefer end fordækte udnævnelser, der skaber tvivl om afsenderen på de budskaber, som vil komme ud af samtlige ministerier de kommende år.

Annonce