Annonce
Trekantområdet

30 træer bliver til 20: Syge lindetræer lader livet i Jyllandsgade

I de kommende år vil antallet af træer på gågadestrækningen af Jyllandsgade blive reduceret fra 30 til 20. Årsagen er blandt andet, at 10 af de nuværende 30 lindetræer er i så dårlig forfatning, at de skal fældes. De resterende bliver skiftet ud med et mere byvenligt træ. Foto: Kathrine Jensen
I denne uge bliver de første fire ud af 10 træer fældet i Jyllandsgade. Årsagen er, at de har det dårligt. På længere sigt vil kun 20 træer stå tilbage på gågadestrækningen, men nye, grønne tiltag er i støbeskeen.
Annonce

Fredericia: Politikerne vil gerne have store, sunde træer i Fredericia. Borgerne sætter pris på det grønne aftryk, træerne i bymidten efterlader. Derfor er det også med en stor portion velovervejelse, at Fredericia Kommune nu vælger at fjerne 10 ud af 30 lindetræer på gågadestrækningen i Jyllandsgade.

- Vi ved, det er et ømt punkt, lyder det fra Laila Baumann Rolsted Jensen, grøn driftsplanlægger i Vej og Park i Fredericia Kommune.

De 30 lindetræer i Jyllandsgade har aldrig fået ordentlige plantehuller. De har levet i rimelig mange år, men de knækker, rådner, de får lus og de løfter belægningen

Laila Baumann Rolsted Jensen, driftsplanlægger, Vej & Park

Annonce

Farvel til lus

I skrivende stund står 30 lindetræer og pryder Jyllandsgade – hvert fald for det blotte og utrænede øje.

For sandheden er, at vækstforholdene for nogle af træerne er dårlige. De har ifølge Laila Baumann Rolsted Jensen ikke haft mulighed for at gro nede i jorden, som træer normalt skal. Derudover er træerne også ramt af kongeskjoldlusen, som – udover at svine og fedte belægningen til – smider sekret ned på butikkernes udstillingsvarer. I fremtiden vil det derfor ikke være lindetræer, der kommer til at skabe det grønne aftryk i Jyllandsgade.

- Vi vælger navrtræer, fordi den er god at beskære, den bliver ikke så stor, og så ser det ud til at den ikke tiltrækker lusen, fortæller Laila Baumann Rolsted Jensen.

Det er de 10 træer i dårligste stand, der i løbet af de kommende måneder forsvinder fra Jyllandsgade. 10 træer er allerede blevet udskiftet med navr, og de resterende 10 træer bliver udskiftet løbende med nye fra nu af og de næste par år frem.

Annonce

Rådne træer

Når de nye træer bliver plantet, sker det i såkaldt rodvenlig befæstelse. Det kræver dog, at der skal graves et 16 kvadratmeter stort hul, hvori der skal lægges såkaldte rodkassetter og muld, som rødderne så kan finde vej i. På den måde løfter de heller ikke belægningen. Men det er en omkostningsfuld affære at skabe de ekstragode plantehuller.

Udskiftningen af de resterende træer kommer først til at ske i løbet af de kommende år. Men det er nødvendigt at skifte dem – ikke blot på grund af lusen og generne som følge deraf – men også fordi, at Vej og Park i Fredericia Kommune generelt kæmper med de efterhånden store træer.

- De 30 lindetræer i Jyllandsgade har aldrig fået ordentlige plantehuller. De har levet i rimelig mange år, men de knækker, rådner, de får lus og de løfter belægningen. Når det sker, er vi nødt til at hakke i rødderne. Jo mere vi hakker, jo dårligere får de det. Og vi kan ikke have belægning, der er løftet, for så snubler folk over det, siger Laila Baumann Rolsted Jensen.

De fire lindetræer, der skal fældes, står nær Jyske Bank.

Annonce

Grønne oaser

Selvom det næppe skaber begejstring over hele linjen, at der forsvinder træer i bymidten – som ikke bliver erstattet – er der tiltag i støbeskeen, der skal sørge for et andet grønt supplement. Hvad og hvordan er endnu ikke besluttet.

- Vi skal have mere grønt i byen, men det er ikke altid, der er plads til træer. Men vi arbejder på, at vi stadig har en lækker og grøn by. Det kunne måske være kæmpekrukker med grønne træer i. Vi har for eksempel i Bjergegade fundet en erstatning for de træer, der stod på hjørnerne, som blev kørt ned igen og igen, lyder det fra driftsplanlæggeren.

Erstatningen i Bjergegade er blandt andet en wire i gadelamperne, hvorpå der gror duftende caprifolier og rådhusvin samt store granitkummer med græsser og blomsterløg.

Der er afsat midler til grønne oaser og lignende, der skal skabe mere grønt i byen. I løbet af det kommende år skal det besluttes, hvad det skal munde ud i.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
CORONAVIRUS

Live: USA's topekspert tror på effektiv vaccine mod corona i december

Esbjerg

Coronaen lagde dæmper på Knæk Cancer i Esbjerg:: Færre mødte op på Tobakken til Tænd Et Lys-ceremonien

Annonce