Annonce
Sydjylland

32-årig soldat frikendt for ulydighed i 'usædvanlig' sag

En yngre mand blev torsdag frikendt for ulydelighed i, hvad der af forsvareren blev kaldt en usædvanlig sag. Foto: Claus Thorsted
Auditørkorpset tabte, og soldat vandt i retssag om ulydighed, der udsprang af en kontrovers ved en julefrokost.

Retssag: Hvornår er en ordre en ordre?

Det var den ikke torsdag i Retten ved Sønderborg, hvor en 32-årig mand var tiltalt for at have begået ulydighed på sin arbejdsplads Flyvestation Skrydstrup ved Vojens. Forsvarsministeriets Auditørkorps, der behandler militære straffesager, anklagede manden for at have ignoreret to ordrer.

Ifølge Auditørkorpset havde den frikendte to gange fået besked på ikke at kontakte flyvestationens elever for at få dem til at afgive forklaring på en konflikt mellem ham selv og en anden soldat til en julefrokost få dage forinden i december 2019. Derfor krævede Auditørkorpset, at soldaten betalte 2.000 kroner for ikke at have pareret ordre.

Den frikendte mand fortalte derimod retten, at han havde følt sig truet og verbalt overfaldet til samme julefrokost i selvsamme konflikt, som var omdrejningspunktet for sagen. Konflikten var startet ved, at manden havde stået og røget en cigaret til festen, hvorefter en anden soldat var gået målrettet hen til ham. For en stund havde de to stået og skubbet til hinanden i venskabelighed, men det havde udviklet sig til en konflikt, hvor den frikendte var blevet udsat for tilråb og hån. Det chokerede ham så meget, at han tog hjem fra festen.

I dagene efter episoden blev han opfordret til at finde vidner til konflikten, hvilket han efter eget udsagn holdt op med, da hans overordnede bad ham om at lægge låg på sagen. En af mandens overordnede bekræftede ligeledes i retten, at manden havde fået besked på ikke at forfølge sagen i arbejdstiden.

Et af argumenterne var, at der på Flyvestation Skrydstrup burde være fokus på flysikkerhed og ikke personlige konflikter, som dem den frikendte efter deres mening var med til at udbrede ved at opsøge eleverne. Dette var ifølge anklageren blevet indskærpet to gange over for manden, der uagtet havde fortsat med at kontakte eleverne.


Tre chefer har undertrykt en krænkelse, fordi det går ud over flysikkerheden - men hvis der er noget, som er dårligt for flysikkerheden, så er det krænkelser,

Claus Jonathan Kapler Rehl, forsvarer


Annonce

"Undertrykt" krænkelse

Netop den pointe understregede dommeren, at der ikke var bevis for, og det var en af grundene til, at soldaten ikke blev dømt skyldig i ulydighed.

Forsvarer Claus Jonathan Kapler Rehl var tilfreds med dommen, i hvad han kaldte en "usædvanlig sag". Han understregede samtidig over for avisen, at han ikke var overrasket over retsmødets udfald.

Under retsmødet fokuserede han særligt på, at flyvestationens ledelse ikke havde reageret på den nu frikendte soldats oplevelse af at være blevet verbalt krænket til julefrokosten i 2019.

- Tre chefer har undertrykt en krænkelse, fordi det går ud over flysikkerheden - men hvis der er noget, som er dårligt for flysikkerheden, så er det krænkelser, sagde han i sine afsluttende bemærkninger, før dommeren frikendte den 32-årige.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce