Annonce
Kolding

34-årig tiltalt for at købe store mængder doping fra Polen: Posten fandt over 20.000 dopingenheder

GLS-pakkecentralen på Kokmose fandt 20.500 dopingenheder, som var blevet sendt fra Polen, tilbage i maj sidste år. Det medførte, at en 34-årig koldingenser blev tiltalt for at ville indføre ulovlige dopingmidler til Danmark. Arkivfoto: Leonhard Foeger/Reuters/Ritzau Scanpix
Anklagemyndigheden vil have en 34-årig koldingenser fængslet, efter GLS-pakkecentralen sidste år opdagede 20.500 ulovlige dopingenheder, som den 34-årige angiveligt forsøgte at indføre til Danmark fra Polen.
Annonce

Kolding: Oxymeth, Boldalan, Clenbol.

Lyder det som volapyk for dig?

Ja, så er du nok ikke en af dem, som en 34-årig mand fra Kolding angiveligt har villet sælge dopingmidler til.

Den 34-årige blev mandag stillet for en dommer ved Retten i Kolding tiltalt for at have indført 20.500 enheder af forskellige dopingmidler fra Polen til Danmark med henblik på videreoverdragelse til et større antal personer, som det lyder i anklageskriftet.

Af samme anklageskrift fremgår det desuden, at han skulle have været i besiddelse af, hvad der svarer til 4.223 dopingenheder samt 26.050 kroner, som angiveligt skulle stamme fra salg af et ukendt antal dopingmidler, der alle har et navn, som får tungen til at slå knuder.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om konfiskation af omkring 20 forskellige dopingmidler, pakkelabels, to iPhones, en mindre mængde kokain samt beløbet, der skulle stamme fra handel med dopingmidlerne, fremgår det af anklageskriftet. Desuden ønsker Anklagemyndigheden manden straffet med fængsel.

Annonce

Anabolske steroider

Det er ikke kun cykelryttere og andre professionelle atleter, der benytter sig af doping. Dopingmidler bruges også af styrketrænere som en smutvej til større overarme. Midlet Clenbol, som Anklagemyndigheden vil konfiskere fra den 34-årige, er blandt andet et effektivt middel til at sætte fut i forbrændingen af fedt og derved få et mere muskuløst udseende.

Også midlet Oxymeth, som den 34-årige skulle have været i besiddelse af, peger i retning af, at dopingmidlerne skulle have været tiltænkt styrketrænere, da Oxymeth er anabolske steroider, der fremmer muskelvækst. Det samme gælder Boldalan.

Dopingmidlerne er angiveligt blevet opdaget i GLS-pakkecentret på Kokmose. Ifølge Skat er det ulovligt at indføre, købe, sælge, fordele eller besidde visse dopingmidler. Det betyder, at man hverken må bestille dem over internettet eller tage dem med hjem fra en rejse.

Annonce

Færdselsforseelser

Den 34-årige koldingenser er foruden tiltalen om at indføre ulovlige dopingmidler til Danmark også tiltalt for at have begået flere færdselsforseelser. Han skulle angiveligt have kørt bil, selvom han var frakendt førerretten, have kørt for stærkt i boligområder, lige som han også skulle have kørt bil, mens han var påvirket af kokain.

Derudover er han også tiltalt for trusler mod børn og for at have været i besiddelse af 50 ulovlige peberspray, som blev fundet sammen med de flere end 4.000 dopingmidler på mandens adresse i Kolding.

Sagens anklager, Iben Degnbol, oplyser til JydskeVestkysten, at sagen forventes afsluttet på fredag.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Esbjerg

Udvalg vrager planer for 180 meter høje møller i Tjæreborg Enge: Byråd skal dog træffe den endelige beslutning

Annonce