Annonce
Tønder

34 ansøgere til to af Tønders topposter

Klaus Liestmann, kommunaldirektør i Tønder Kommune, synes, at man har fået et fint ansøgerfelt til to ledige direktørstillinger. Arkivfoto: Ulrik Pedersen
20 vil gerne være direktør for teknik og miljø-området i Tønder Kommune, mens 14 har budt ind på stillingen som børn- og skoledirektør. Kommunaldirektør Klaus Liestmann roser ansøgerfeltet.

Tønder: Tønder Kommune er i øjeblikket på direktørjagt - to af kommunens topposter er ledige - og indtil videre går det fint.

Der var ansøgningsfrist den 11. juni, og kommunen har modtaget i alt 34 ansøgninger til to stillinger. Kommunaldirektør Klaus Liestmann er rigtig godt tilfreds, når stillingernes niveau tages i betragtning.

- Der er det et fint ansøgerantal, vi har modtaget her. Så det ser rigtig fint og fornuftigt ud det hele, fortæller han.

Kommunen skal have ansat en direktør for teknik- og miljøområdet og en direktør, der skal dække både børn- og skoleområdet, samt pleje- og omsorg. Stillingerne var tidligere besat af henholdsvis Keld I. Hansen og Henrik Schou. Keld I. Hansen har takket ja til en anden direktørpost i kommunen, mens Henrik Schou valgte at fratræde sin stilling efter et ildebefindende og en efterfølgende sygemelding.

Annonce

Man skal være visionær, man skal være fagligt velfunderet, og så skal man besidde nogle gode samarbejdsevner.

Henrik Frandsen, borgmester

Samtaler mandag

Tønder Kommune har modtaget 20 ansøgninger til jobbet som teknik- og miljødirektør, mens 14 har ønsket at blive direktør for børn- og skoleområdet, samt pleje og omsorg.

- Det er et rigtig fint ansøgerfelt. Vi er rigtig glade for det ansøgerfelt, vi har fået, fortæller Klaus Liestmann, der oplyser, at ansøgerne kommer fra forskellige steder i landet.

- Der er sådan pæn spredning på. Der er fra Fyn, og der er fra Midtjylland og så videre, siger han.

Fem indkaldes til første samtale til jobbet som teknik- og miljødirektør, mens syv får muligheden for at snakke deres sag i forhold til stillingen som direktør for børn- og skoleområdet samt pleje og omsorg.

- Vi har første runde faktisk allerede på mandag, fortæller Klaus Liestmann, der selv har plads i de to nedsatte ansættelsesudvalg.

Kommunen har allieret sig med konsulentfirmaet Mercury Urval i jagten på at få fundet de rigtige direktører.

Holdspillere

Borgmester Henrik Frandsen (V) sidder også i ansættelsesudvalgene - han ønsker direktører med en forståelse for kommunen og dens dna.

Han peger på flere evner, som de kommende direktører skal besidde.

- Man skal være visionær, man skal være fagligt velfunderet, og så skal man besidde nogle gode samarbejdsevner, fortæller borgmesteren, der ønsker, at de nye direktører er holdspillere.

- De kommer til at indgå i et team sammen med fire andre direktører og en kommunalbestyrelse og i øvrigt en hel masse meget, meget dedikerede medarbejdere, så det skal jo i den grad være en holdspiller, man får fat i, fortæller Henrik Frandsen.

- Et fodboldhold, der kun består af individualister, vinder sjældent noget, påpeger han.

Planen er, at de nye direktører tiltræder 1. august.

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce