En 35-årig mand fra Bramming ved Esbjerg er torsdag fundet delvist skyldig i en stor sag om digitale sexkrænkelser mod 111 drenge landet over.
Han er ved Retten i Esbjerg fundet skyldig i at have sendt og modtaget et stort antal billeder og videoer med et seksuelt indhold.
De tre dommere og seks nævninger mener, at han i nogle tilfælde pressede og truede sig til billeder af drenge, der udførte seksuelle handlinger.
Retten finder det også bevist, at manden instruerede en 10-årig dreng til at onanere sin 13-årige storebror foran rullende kamera.
Derudover vurderer retten, at manden i 14 tilfælde forsøgte at manipulere drenge til at mødes fysisk med henblik på at udnytte dem seksuelt.
Det var nær ved at lykkes, for den 4. april 2018 havde manden aftalt at mødes med en 13-årig dreng på Jerne Stadion i Esbjerg.
Men politiet stod klar til at anholde manden, før der skete noget.
Politiet ransagede herefter mandens bolig og fandt en ekstern harddisk med tusindvis af billeder og videoer med pornografisk indhold.
En mappefortegnelse med 470 drengenavne ledte politiet på sporet af 111 drenge over hele landet.
Manden har erkendt sig skyldig i at have besiddet tusindvis af billeder og videoer med børnepornografisk indhold.
Men han afviser, at det var ham, der kontaktede drengene. Det gjorde ifølge den tiltalte en person, han kendte fra Snapchat som "Trader".
- Jeg sidder her på grund af noget, en anden mand har gjort, sagde den tiltalte tilbage i august, da den langvarige sag blev indledt.
Det er dog ikke lykkedes politiet at identificere "Trader", og retten afviser forklaringen som utroværdig.
Retten finder det bevist, at den var den 35-årige mand, som udgav sig for at være teenagepigen "Alberte".
"Alberte" tilbød drengen nøgenbilleder af sig selv og krævede at få det samme retur fra drengene.
Hvis de ikke makkede ret, truede den tiltalte nogle af drengene med at offentliggøre de billeder, han allerede havde modtaget.
Manden er tidligere idømt et forbud mod at kontakte børn og unge under 18 år.
Retten har frifundet ham for 11 af de op mod 200 anklagepunkter.
Efter at retten har taget stilling til skyldsspørgsmålet, skal der udmåles en sanktion. Det ventes at ske i næste uge.
Onsdag faldt der ligeledes ved Retten i Esbjerg dom i en anden stor sag om digitale sexkrænkelser.
Her blev en 22-årig mand fra Varde idømt seks års fængsel for at have udøvet seksuel afpresning mod 169 kvinder landet over.
/ritzau/