Kolding: Efter et flere timer langt grundlovsforhør ved Retten i Kolding er den 36-årige mand, som Sydøstjyllands Politi mandag anholdt efter anmeldelse om voldtægt af en 20-årig kvinde i ungdomsboliger på Åparken i Kolding, blevet løsladt.
Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
"Retten begrunder løsladelsen i dag med, at betingelserne for varetægtsfængsling ikke vurderes opfyldte."
Med andre ord betyder det, at Retten i Kolding ikke har følt sig overbevist om de argumenter, Sydøstjyllands Politi har fremlagt for at få den 36-årige mand varetægtsfængslet.
"Sydøstjyllands Politi opretholder sigtelserne mod den 36-årige mand, og efterforskningen fortsættes.", skriver politiet.
Politiet skriver desuden, at man ikke har yderligere informationer til offentligheden på nuværende tidspunkt.
Politiet mørkelægger sigtelse
Udover at være sigtet for at have begået voldtægt, så er det ikke lykkedes JydskeVestkysten at få indblik i, hvad den 36-årige mand reelt var sigtet for at have gjort.
Normalt læses sigtelsen op som noget af det første ved et grundlovsforhør, så pressen har mulighed for at gengive den for offentligheden. Men da Sydøstjyllands Politi og Retten i Kolding først informerede pressen om grundlovsforhørets eksistens tre minutter før grundlovsforhørets start, så var det ikke muligt for avisen at deltage og få indblik i, hvad politiet mener, at der er sket i sagen.
JydskeVestkysten har dagen igennem forsøgt at få indblik i sigtelsen mod manden. Men Sydøstjyllands Politi og anklagemyndigheden har ikke ønsket at give offentligheden indsigt i sigtelsen af manden, der altså foreløbigt er løsladt igen.