Sønderborg: De næste, der får tilbudt den nye vaccine mod corona, bliver 678 ansatte og 361 udviklingshæmmede voksne på kommunale og private bosteder. Sønderborg Kommune er blevet bedt om at lave en liste med deres navne, og de pågældende vil herefter få brev fra Statens Serum Institut med informationer om, hvordan de skal booke en tid.
Hvor mange, der takker ja, ved kommunen endnu ikke.
- For enkelte kan det blive en udfordring, særligt når det gælder de svært udviklingshæmmede. Her vil vi forsøge at inddrage de pårørende, forklarer Helle Schultz, handicap- og psykiatrichef i Sønderborg Kommune.
Selv om social- og seniorudvalget i sidste uge besluttede, at 14 udviklingshæmmede indtil videre ikke kan komme på deres væresteder, fordi de ikke forstår at overholde afstandskravene, er Helle Schultz generelt positivt overrasket over, hvor godt de øvrige udviklingshæmmede beskytter sig selv og andre mod smitte.
- De er blevet rigtig gode til at efterleve kravene om mundbind. Derfor tror vi også, at de fleste forstår vigtigheden af at blive vaccineret, siger Helle Schultz.
Få tilfælde
Indtil videre er det stort set lykkedes at holde virussen væk fra bosteder og væresteder. To medarbejdere på hvert sit botilbud er blevet testet positive, men de har ikke nået at give smitten videre, og på det beskyttede værksted Søndervang i Sønderborg har der været en enkelt smittet borger, som heller ikke smittede andre.
Sønderborg Kommune forventer, at det bliver muligt at gennemføre vaccination af både ansatte og beboere ude på bostederne, så de ikke skal transporteres ind til det nye vaccinationscenter på Ellegårdvej i Sønderborg.
Helle Schultz, handicap- og psykiatrichef i Sønderborg KommuneDe er blevet rigtig gode til at efterleve kravene om mundbind. Derfor tror vi også, at de fleste forstår vigtigheden af at blive vaccineret.
Centret åbner fredag middag, men med udsigt til kun at kunne vaccinere et begrænset antal mennesker. Årsagen er knaphed på vaccinedoser. Resten af januar forventes Danmark kun at modtage mellem 61.000 og 64.000 doser vaccine fra Pfizer/BioNTech – om ugen.
I Sønderborg Kommune har plejehjemsbeboerne har fået det første af to stik. Vaccination af hjemmeboende og plejekrævende ældre i Sønderborg Kommune er også gået i gang.