Kolding: Der var flere robotter på vej i produktionen på Danfoss-fabrikken på Albuen. Det var formanden for 3F Kolding, Peter Andersen, helt overbevist om indtil mandag eftermiddag. Her meddelte Danfoss, at virksomheden lukker fabrikken i Kolding i etaper frem mod starten af 2022.
- Vi havde forventet, at Danfoss ville investere i fabrikken, og så sker det her. Det her går altså mod tendensen. Der er mange firma, der vælger at investere i Danmark i stedet for at flytte tingene ud, siger Peter Andersen.
Lukningen af fabrikken i Kolding betyder, at 335 stillinger nedlægges, mens 110 funktionærer og administrative medarbejdere flytter til Danfoss’ afdeling på Marsvej, hvor virksomheden udvider med en kontorbygning.
Flytning til Polen
Produktionen flytter i to etaper. Første del flytter i anden halvdel af 2021, og i begyndelsen af 2022 er den sidste produktion flyttet til Polen. Flytningen betyder, at 335 stillinger på fabrikken bliver nedlagt.
Meget overrasket over lukning
Samtidig med at Danfoss lukker fabrikken i Kolding, bygger industrigiganten en ny fabrik i Polen i forbindelse med en eksisterende fabrik.
- Jeg blev meget overrasket over lukningen, og er fortsat uforstående. Jeg har godt hørt argumenterne. Virksomheden vil gerne samle tingene i større enheder, og der var ikke mulighed for at udvide i Kolding, og man mente ikke, at man kunne automatisere mere i Kolding, hvilket var et krav for at fastholde konkurrenceevnen. Men som jeg kender til fabrikken, så giver den et fint overskud, siger Peter Andersen.
Danfoss har forklaret, at fabrikken på Albuen i Kolding ikke er egnet til den avancerede automatisering, der er nødvendig for at forblive konkurrencedygtige i produktionen af blandt andet ventiler til køleanlæg. Samtidig fremhævede Danfoss, at mange af underleverandørerne er placeret tættere på fabrikken i Polen, der bliver opført i forbindelse med en eksisterende fabrik i Grodzisk.
- Jeg kan godt se argumenterne med, at virksomheden skal være konkurrencedygtig på den lange bane. Sådan er det. Men jeg synes gang på gang, at vi ser beviser på, at de virksomheder, der bliver i Danmark, også er konkurrencedygtige på den lange bane. Teknologien udvikler sig hele tiden, og danske medarbejdere er mere effektive end deres kollegaer i Polen. Det har vi set tal på i forhold til, hvor meget den enkelte medarbejder tjener til virksomheden. Her ligger Polen helt i bund. Derfor er jeg overbevist om, at Danfoss ikke får det ud af det, som virksomheden forventer, siger Peter Andersen.
Vi skal være førende
Pressechef i Danfoss Mikkel Thrane fortæller, at lukningen handler om at kigge langsigtet, og det er en proces, der sker hele tiden.
3F-formanden undrer sig over, at man lukker en virksomhed, der har overskud. Det samme var også meldingen fra en fællestillidsmand mandag. Hvad tænker du om det?
- Sagen er, at vi hele tiden følger med i, om vi er konkurrencedygtige på lang sigt. Hvis vi skal være førende, så er vi nødt til hele tiden at vurdere, om vi er konkurrencedygtige, og er vores omkostningsniveau et sted, der gør, at vi kan sælge vores varer. Og her er vurderingen, at hvis vi ikke flytter, så vil vi ikke være i stand til at konkurrere, siger Mikkel Thrane, der er pressechef i Danfoss.