Måske SønderjyskE er i gang med at toppe formen på det helt rette tidspunkt her to uger inden Final4. I hvert fald hentede sønderjyderne den tredje sejr i træk, at det blev 4-2 i udekampen mod Herlev. Det var faktisk den femte udesejr i lige så mange kampe mellem disse to hold i denne sæson.
SønderjyskE indledte kampen bedst, og efter 11 minutter kom belønningen med en scoring af Brendan Harms. Den føring holdt første periode ud, og i løbet af et par minutter i starten af anden periode fik gæsterne for alvor sat sig på kampen.
Anders Biel ramte ikke sin afslutning perfekt, men den narrede Herlev-målmand Emil Jidskog, og lidt senere var det så brandvarme Martin Eskildsen, der styrede pucken ind til 3-0.
Samme Martin Eskildsen kom i noget uheldigt fokus, da han ifølge metalligaen.dk satte en grim tackling på Jesper Thörnberg og blev sendt i bad. Thörnberg vendte efter et lægetjek tilbage på isen.
Herlev fik intet ud af fem minutter i overtal, men hjemmeholdet fik alligevel skabt en slags spænding i kampen. Jesper Thörnberg fik reduceret med godt to minutter tilbage, og samme spiller var på pletten halvandet minut senere. 2-3 med 53 sekunder tilbage, og den sønderjyske sejr var kortvarigt i fare. Men kun meget kortvarigt. Mads Eller sørgede med en scoring i tomt mål for, at cifrene blev akkurat de samme som forrige søndag.
SønderjyskE havde hentet sin tredje sejr i træk - næste opgave er tirsdag hjemme mod Aalborg.