Annonce
Esbjerg Energy

4-2-sejr: Esbjerg Energy har krammet på Aalborg

Craig Puffer gav Esbjerg Energy føringen i kampen i Aalborg. Arkivfoto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix)
For fjerde gang i denne sæson slog Esbjerg Energy Aalborg. Rasmus Bjerrum blev dobbelt målscorer.

Esbjerg Energy har krammet på Aalborg.

Også i det fjerde indbyrdes møde i ligaen i denne sæson endte det med vestjysk sejr – denne gang 4-2 i Aalborg.

Esbjerg Energy fik en alt andet end vellykket optakt til kampen, da spillerbussen punkterede, og kampen måtte udsættes i en halv time.

Og det virkede lidt, som om gæsterne ikke helt var kommet ud af bussen, efter blot 10 sekunder havde Aalborg sin første store chance, men Mads Søgaard var på sin plads.

Nordjyderne lagde klart bedst ud, men efterhånden som minutter skred frem, kom Esbjerg Energy bedre med ind i kampen, og det blev til spredte chancer – den største tilfaldt David Madsen, der kom alene igennem uden at score.

Men 1-0 til gæsterne blev det. Craig Puffer sørgede uassisteret for den scoring, der gav gæsterne overhånden efter de første 20 minutter.

Den stilling holdt hele anden periode, men Esbjerg Energy måtte godt nok forsvare føringen med alle de midler, holdet overhovedet havde taget med til Aalborg.

Nordjyderne dominerede kampen mere og mere, og det gjorde ikke betingelserne bedre for gæsterne, at de i to sekvenser måtte spille i undertal – Jannik Christensen og Brady Shaw tog hver sin udvisning.

Men en storspillede Mads Søgaard parerede alt, der kom hans vej, og kort før anden periodes afslutning fik Esbjerg Energy så en mulighed for at befri sig lidt af presset, da Aalborgs Lasse Bo Knudsen tog en tåbelig udvisning i offensiv zone.

I første omgang fik gæsterne altså ikke noget ud af den, men de indledte tredje periode med 34 sekunders overtal.

Det førte ikke til noget brugbart, og i stedet kom Aalborg så på 1-1. Josh MacDonald fik lidt for god plads i Esbjerg Energys højre forsvarsside, og så måtte Mads Søgaard kapitulere. 1-1.

Det blev også til 2-1 til Aalborg lidt senere. Christian Wejse havde i to omgange haft en stor chance, og Esbjerg Energy havde egentlig overtaget, men efter sjusket forsvarsspil kom Julian Jakobsen alene med Mads Søgaard, og via keeperen arm eller handske hoppede pucken i mål.

Annonce

Bjerrum og Shaw slog til

Esbjerg Energy kom umiddelbart derefter i overtal, og det power play blev mesterligt styret af tilbagevendte Cam Knight, og han satte blandt andet Charles Corcoran op til et godt skud, der tog indersiden af stolpen.

Overtallet gav ikke udbytte, men kort derefter blev det alligevel 2-2. Søren Nielsen fandt Rasmus Bjerrum midt for mål, og Bjerrum sendte pucken op i målhjørnet med et hurtigt svirp med håndleddet.

Esbjerg Energy var i teten, og kort tid efter var det så topscorer Brady Shaw, der blev spillet fri af Wiley Sherman, og i den slags situationer svigter Shaw sjældent – det gjorde han heller ikke her. 2-3.

Et massivt Aalborg-pres i de sidste minutter gav intet udbytte, i stedet kunne Rasmus Bjerrum score sit andet mål til 2-4, og så kunne Esbjerg Energy tage syd på med tre point og den gode fornemmelse af stadig at have krammet på nordjyderne.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce