Annonce
Erhverv

451 meldte sig ledige lørdag under coronakrisen

Philip Davali/Ritzau Scanpix
Den markant stigning i antallet af ledige, der har præget coronakrisen, fortsatte lørdag. Dog ses bedring.

Lørdag fortsatte den stigning i antallet af ledige, der har været resultatet af nedlukningen af samfundet grundet coronavirus. Det viser de seneste tal fra Beskæftigelsesministeriet.

Samlet meldte 451 personer sig ledige lørdag. Det er betydeligt over gennemsnittet for den tilsvarende lørdag fra 2015 til 2019 på 178 personer men dog et fald fra sidste lørdags 527.

- Vi ser lige nu konsekvenserne af den sundhedskrise, der rammer hele verden. Det kan desværre aflæses i arbejdsløshedsstatistikkerne, der også stiger i Danmark.

- Her i landet er der også mindre lyspunkter, for antallet af nye ledige stiger mindre end for en uge siden, skriver beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i en kommentar til udviklingen.

Antallet af nettotilmeldte ledige - tilmeldte ledige fratrukket frameldte ledige - siden 9. marts er på 42.178 personer. Samlet er der 173.882 tilmeldte ledige i Danmark per 4. april.

Samlet for uge 14, der altså stadig har søndag tilbage, er der kommet 19.981 nytilmeldte ledige. Det er mere end dobbelt så mange, som for ugen gennemsnitligt fra 2015 til 2019.

Et samlet folketing har indført massive hjælpepakker til erhvervslivet for at mindske antallet af konkurser og fyringer under krisen, der har sat store dele af samfundsøkonomien i stå.

- Arbejdsløsheden har på skræmmende kort tid nået et meget højt niveau. Det skaber usikkerhed, og det vil få os til at holde på pengene.

- Det gælder ikke bare herhjemme, men også i udlandet. Det er ikke nok, at vi selv åbner samfundet op. Udlandet skal også med, og der skal være en lyst til at bruge penge, før vi for alvor får gang i hjulene, skriver cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Erik Bjørsted i en kommentar til tallene.

Venstres beskæftigelsesordfører, Hans Andersen, mener, at tallene understreger, at der er behov for mere hjælp til erhvervslivet.

- Tallene viser tydeligt, at nedlukningen bliver ved med at koste arbejdspladser. Det er dybt alvorligt og bekymrer mig meget.

- Derfor er der behov for et endnu stærkere sikkerhedsnet under de danske virksomheder, siger han.

/ritzau/

Jobrapport for lørdag
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce