Annonce
Sydjylland

48-årig mand dømt: Voldtog sine børn

Arkivfoto

Et nævningeting ved Vestre Landsret i Esbjerg har onsdag stadfæstet en dom på otte års fængsel til en 48-årig mand for seksuelle overgreb mod fire mindreårige børn.

ESBJERG: I begyndelsen af året blev en 48-årig mand dømt ved retten i Esbjerg for i en periode på 11 år at have voldtaget og misbrugt fire mindreårige børn, heriblandt sine to døtre. Her blev manden ikendt en dom på otte års fængsel.

Den dom blev onsdag stadfæstet af et nævningeting ved landsretten i Esbjerg.

Sagen omhandler fire piger, der i flere omgange er blevet misbrugt seksuelt. Episoderne har fundet sted flere forskellige steder i Jylland, flere af dem i Esbjerg og omegn. Den første episode fandt sted helt tilbage i 2003, hvor han er dømt for at have misbrugt sin daværende kones søster, som på det tidspunkt bare var 10 år gammel.

Siden da har den dømte begået talrige overgreb mod blandt andet sine egne to børn, samt en 12-årig pige, som var en ven af hans familie. De seneste overgreb skal have fundet sted mellem august og december 2015, hvor han voldtog sin 9-årige datter gentagne gange.

Annonce

Ingen tekniske beviser

I begyndelsen af året blev der i sagsforløbet lagt stor vægt på vidneforklaringerne. Flere af episoderne er sket for lang tid siden, og derfor havde sagen ingen tekniske beviser såsom DNA og fingeraftryk. Derfor var sagen i høj grad et spørgsmål om, hvilken part der fremstod mest troværdig. Og det var netop det, dommere og nævninge lagde vægt på i dommen. De fandt pigernes forklaringer mest troværdige.

Og det gjorde sig altså også gældende, nu hvor sagen har været for landsretten. I hvert fald ser det ud til, at den 48-årige mand må otte år bag tremmer.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sydjylland

134 klager på fem måneder: Tolkefirma har spændt ben for politiet i Syd- og Sønderjylland

Leder For abonnenter

Danmark skal hænge sammen

Kan man forestille sig en situation, hvor det offentlige dropper investeringen i vejnettet i dele af landet, så borgerne selv må i gang med asfalteringen? Nej selvsagt ikke. Men faktisk er det nogenlunde en parallel beslutning, vores regering har truffet ved at ikke at afsætte midler til bredbåndspuljen i sit udspil til finanslov. Danmark er på vej til at blive næsten 100 procent digitaliseret. Det rummer mange fordele. Både i dialogen med myndighederne og i privatlivet kan det meste hurtigt og bekvemt ordnes via nettet, der samtidig giver adgang til et uendeligt univers af information og underholdning. Forudsætningen for at være en del af det moderne Danmark er hurtigt, stabilt internet. Imidlertid er det fortsat steder i landet, hvor borgerne ikke har denne mulighed. Hermed er de berørte koblet af en central del af infrastrukturen. Konsekvenserne er logiske. Unge familier vælger landet fra, hvis der ikke er net af tilstrækkelig kvalitet. Man skubber således yderligere på den affolkning, der allerede er sat ind af andre årsager. Kreditinstitutternes uvilje til at yde lån til boligkøb i den knap så tæt befolkede del af landet er i forvejen et problem. Men er der heller ikke netforbindelser af en antagelig kvalitet kan boliger på landet blive usælgelige. Samtidig er det svært at drive virksomhed uden bredbånd. Både det lille mekanikerværksted i landsbyen og den moderne landmand er afhængig af computeren. Ansvaret for netforbindelser kan man ligeså lidt som byggeri af veje eller broer pålægge den enkelte. Et eksempel fra Fyn viser således, at det kan koste privatpersoner op til godt 270.000 kroner at få etableret en individuel forbindelse med fibernet. Naturligvis skal staten være sparsommelig. Men en pulje på 100 millioner kroner er ingen kæmpepost på statens samlede udgifter, der i 2018 var på næsten 700 milliarder kroner. For borgerne kan hurtig adgang til nettet til gengæld gøre en verden til forskel. Danmark skal hænge sammen.

Annonce