MERRY JUL: I år er det 29 år siden, The Julekalender første gang rullede over fjernsynsskærmene - og dermed er det 30 år siden, selve ideen tog form. Det markerer vi her i december med at fortælle historier fra arbejdet med den mest populære tv-julekalender i Danmark gennem tiden.
I dag får du sidste afsnit i serien med fem 'behind the scenes' historier, som selv garvede fans næppe kender, samt et par aldrig tidligere offentliggjorte billeder af den labre kartoffelavlerwoman.
Mon ikke Oluf var rykket hen under misteltenen tidligere, hvis hun var trukket i dette outfit? Narh, han var nok snarere trukket ud på toilettet for at puste grise op.
PS: Var der nogle af de andre artikler, du ikke fik læst, så ligger de på avisens hjemmeside.
1. Kartoffelavlergården findes i virkeligheden
Den indvendige del af Familien Sands hjem er bygget op som kulisser, men huset set udefra findes faktisk i virkeligheden. Det ligger ved den lille østjyske landsby Bjerager.
Producenten, Hans Erik Saks, opdagede det en dag, da han kørte forbi og tænkte, at det godt kunne ligne sådan et sted, Oluf og Gertrud boede, så han standsede bilen og tog nogle billeder af huset, som endte med at blive brugt i serien.
Der er også skud lige uden for Sand-hjemmet. Både i de første fire afsnit, hvor man ser den mystiske Benny komme gående gennem gruset samt i det afsnit, hvor nisserne 'stjæler the book tobake' og kigger ind gennem vinduet på den plørefulde nåsåer.
De optagelser blev imidlertid ikke skudt ved huset i Bjerager, men derimod på nabogården til studiet. Her var der nemlig både grus i gårdspladsen og den rette slags romantiske bondehusvinduer.
Huset i Bjerager er siden blevet lidt af en attraktion for fans af serien, og det ligger der endnu, hvis læseren en dag skulle komme på de kanter. Dog bør man have respekt for, at det er et privat hjem.
2. Gertruds køkken blev alt for pænt - måtte skures med kaffegrums og cola
AARHUS: Optagelserne til The Julekalender foregik i Saks Films Studier på Søgaarden mellem Aarhus og Skanderborg.
Der skulle bygges to filmset - nissehulen og familien Sands hjem. Eftersom der kun var ét rigtigt studie på Søgaarden måtte kartoffelavlerhusets indre bygges i en dobbelt bilgarage, hvor det trods lav loftshøjde lykkedes at få sat ordentlige studielys op.
Indboet blev hentet hos en lokal marskandiser, der ifølge instruktør Hans-Erik Saks var lykkelig over at komme af med en masse bras.
Hjemme i det nybyggede studie var Gertruds lyse køkken blevet helt rigtigt, lige fra den gamle ovn med drejeknapper og kogeplader til tapetet med imiterede blå kakler.
Men noget var galt. Det så splinternyt ud.
Tapetet, malingen på vinduerne og så videre var jo netop helt nyt, men det gik ikke. Køkkenet skulle se brugt ud, så filmholdet fik besked på at skure vægge og inventar med kaffe og cola.
De gik modstræbende i gang, og da de var færdige, erklærede Hans-Erik Saks, at det skulle gøres endnu mere beskidt.
- Du har ødelagt det hele, lød det anklagende fra produktionselev Sidsel Klostergaard, efter det nyopsatte køkken var blevet svinet så meget til, at Hans-Erik Saks var tilfreds.
Men da kameraerne kom på, virkede det nussede køkken helt rigtigt.
- Sådan er det med film. Hvis man kommer for tæt på, så ser det helt forfærdeligt ud, og det bliver tydeligt, at alt er bygget op i pap og billige materialer. Men patineringen så perfekt ud på skærmen, så man troede på, at køkkenet var blevet brugt i mange år, fortæller Hans-Erik Saks.
3. The bøwet propel og de andre rekvisitter har overlevet
Den eksploderende kaffekande, øltønden i nissehulen, jagtgeværet over sofaen og den bøjede propel.
The Julekalender er fyldt med ikoniske rekvisitter, og langt de fleste af dem har faktisk overlevet tidens tand. I dag er Ringkøbing-Skjern Museum forvalter af tingene, og her i december har de været udstillet for offentligheden.
Næste år er det planen, at de vender "hjem" til de gamle Saks Film studier på Søgaarden i Hørning nær Skanderborg. Her skal de udstilles i samarbejde med det galleri, som nu ejer Søgaarden (Galleri Art Expo v/Sarah Høi).
4. Radioen spiller ukendt Johnny Madsen sang
I stuen hos Oluf og Gertrud kører radioen med nyheder om kæmpe brobygningprojekter mellem danske øer og vejrudsigter, der lover storm.
Radioen er en hel fortælling i fortællingen, og der spilles naturligvis også musik. Som seer hører man kun små bitte lydbidder af sangene, men faktisk indspillede De Nattergale to fulde numre, som begge findes på cd'en med sange fra julekalenderen.
Sangene hedder "De Kære Minder" og "Rosita og Carlo". Begge er skrevet af Carsten Knudsen, og de er vidt forskellige fra hinanden.
De Kære Minder er en rigtig dansktoptraver om at mindes barndommens jul, mens den anden er en kæmpe hyldest til Johnny Madsens i sin lyd. Den ville kunne glide ind på et Johnny Madsen album, uden at fans ville fatte mistanke.
Selv om de er skrevet til en satirisk julekalender, så fornægter Carsten Knudsens musikalske talent sig ikke. Begge sange er faktisk ret gode og især 'De Kære Minder' bør være fast inventar på enhver kitschet juleplayliste. Og er man fan af den fedtede troubadour fra Fanø, så skylder man sig selv at finde Rosita og Carlo på Spotify.
5. Emil blev firebenet stjerne, men sov ind året efter
- Benny, du kan sove å' æ' sofa sammen mæ' Emil.
Ud over de Nattergale og Poul Bundgaard medvirker der én ekstra skuespiller i julekalenderen - hunden Emil.
Emil er med i de fleste afsnit, men alle optagelser med den blev faktisk klaret på bare én time.
Dens ejer var Dorte Kvist, som dengang var gift med Viggo Sommer fra De Nattergale, og eftersom Emil ikke var et professionelt skuespillerdyr valgte producent Hans-Erik Saks sammen med Dorte Kvist, at det kun var de to, der skulle være til stede under optagelserne for ikke at stresse hunden.
Der skulle skud i kassen af Emil, der sov, samt Emil der løftede hovedet interesseret. Begge dele var let klaret, eftersom Emil var en gammel hund, der alligevel sov meget af tiden.
Der var dog også en scene i manuskriptet, hvor nissen Günther skulle sidde overfor Emil og fortælle hunden hele sin livshistorie.
Hans Erik Saks var usikker på, om Emil ville finde sig i at blive siddende, mens Carsten Knudsen fra De Nattergale sagde sine replikker, så han besluttede at skyde Emil og Günther hver for sig og efterfølgende klippe optagelserne sammen, så det så ud som, det var ét billede.
Filmtricket lykkedes og endte med at se så naturligt ud, at der formentlig ikke er nogen seere, der har bemærket, at der er tale om to separate optagelser.
Da The Julekalender flere år senere skulle genindspilles på norsk og finsk, kunne Hans Erik Saks gentage tricket med at klippe den gamle optagelse af Emil sammen med nye optagelser af norske og finske skuespillere.
Det var belejligt, eftersom Emil ikke længere kunne hentes ind til nye skud. Hunden døde nemlig året efter optagelserne, mæt af dage, og nåede således slet ikke at opleve sin stjernestatus i det meste af Skandinavien.
