Annonce
Haderslev

500 'svage borgere i eget hjem' skal vaccineres i weekenden

Torsdag fik Marius Nielsen Ravn sin første vaccination og et besøg af sundhedsdirektør Rolf Dalsgaard Johansen, da prikket var givet. Foto: Frederik Brogaard.
Fredag, lørdag og søndag skal cirka 500 borgere over 65 år, der modtager personlig pleje og praktisk hjælp, vaccineres mod corona. Det kommer til at foregå tre forskellige steder i kommunen, og det kræver en større logistisk indsats.
Annonce

HADERSLEV: Torsdag i sidste uge blev cirka 400 plejehjemsbeboere vaccineret mod covid-19. Nu er turen kommet til gruppe to i regeringens vaccinationsplan, fortæller Rolf Dalsgaard Johansen, der er direktør for voksen- og sundhedsservice i Haderslev Kommune:

- Gruppe to i planen er borgere over 65 år, som bor i eget hjem og modtager personlig pleje og praktisk hjælp, de tæller i alt 850 borgere. Nogle kan selv finde vej til vaccinationscentrene i for eksempel Aabenraa, Rødekro eller Kolding, men en stor gruppe er for svage til selv at komme afsted, og det har vi nu fået en løsning på. Tirsdag aften fik vi besked om, at vi skulle sørge for at få oprettet vaccinationscentre, der kunne stå klar fredag morgen med henblik på at få den  gruppe vaccineret. Det drejer sig om i alt 450 - 500 personer.

Det tager fem minutter at vaccinere en person, herefter skal vedkommende sidde til observation i cirka 20 minutter, så det betyder, at det er nogle ret store steder der skal i spil.

- Jeg kan lige nu ikke sætte præcis adresse på de midlertidige vaccinationssteder, men vi kigger mod kommunale idrætsfaciliteter, forklarer Rolf Dalsgaard Johansen.

Annonce

Personale byder sig til

Det er en enorm logistisk opgave, der er i gang. De mange borgere skal have besked om vaccinationen, de skal køres til det sted, hvor vaccinen skal gives, og de skal køres hjem igen. Der skal være sygeplejersker klar til at journalisere, der skal være hjælpere på stedet, og læger, der giver vaccinen, men alt det er ved at falde på plads, og det giver lys i corona-mørket, fortæller sundhedsdirektøren.

- Det er intet problem at få folk på vagt, og de lokale læger træder også til. Nu skal vi have aftaler på plads med de lokale vognmænd, adresserne endeligt på plads, og så er vi klar. Det er så opløftende at mærke, hvordan man rykker sammen i bussen i den her situation, siger Rolf Dalsgaard Johansen.


Det er så opløftende at mærke, hvordan man rykker sammen i bussen i den her situation


Selv om han ikke kan sætte adresse på de steder, hvor der skal vaccineres, så tør han godt røbe, at der arbejdes med, at der vaccineres en dag i Gram, en dag i Vojens og en dag i Haderslev.

- Det gælder om, at det bliver nemmest muligt at komme frem til vaccinationsstedet, siger Rolf Dalsgaard Johansen.

Annonce

Smitte går nedad

Ud over de 900 borgere, som på søndag vil have modtaget vaccinen, er en række medarbejdere på pleje- og sundhedsområdet også blevet vaccineret, medarbejdere der kan betegnes som frontpersonale.

Smitten i Haderslev er lige nu for nedadgående. De seneste syv dage har der været 65 smittede, i går lød det tal på 74, men der skal mere til, før Rolf Dalsgaard Johansen for alvor fejrer faldet:

- Jeg har gennem det sidste år set, hvordan tallene kan ændre sig fra den ene dag til den næste, så der skal lidt mere til. Ikke desto mindre, så er det glædeligt, at det går nedad.

Planen er, at når vaccinationerne er gennemført, bliver de midlertidige vaccinationssteder i Haderslev Kommunen lukket igen. Politisk er der dog et ønske om, at et permanent vaccinationssted i kommunen.

- Bekymringen for, at borgerne ikke lader sig vaccinere, fordi de skal transportere sig for langt, vil vi kunne fjerne, hvis vi får et lokalt vaccinationssted. Så det vil vi forsøge at få oprettet i samarbejde med Region Syddanmark, lyder det fra borgmester H.P. Geil (V) i en pressemeddelelse.

Kort om corona i Haderslev

Onsdag eftermiddag var tallene for coronasmitte i Haderslev Kommune således:

Antal smittede de seneste syv dage: 65

Det giver et incidenstal (smittede pr. 1000.000 indbyggere) på 116,9

De seneste syv dage er 3804 personer blevet testet for covid-19

Det svarer til 6841 testede pr. 100.000 indbyggere

Det giver en positivprocent på 1,71 procent

Antal smittede siden 27. januar 2020: 694

Det giver et incidenstal (smittede pr. 1000.000 indbyggere) i samme periode på 1248

Siden 27. januar 2020 er der udført 32.468 test.

Det svarer til 58.393 pr. 1000.000 indbyggere.

Kilde: Statens Seruminstitut

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Varde

20-årig trafikdræbt mand er identificeret: Han stødte frontalt ind i en lastbil i sin VW Up

Regionalt

Coronasmitten tager endnu et dyk i hele landsdelen: Også antallet af indlagte daler

Annonce