Annonce
112

51-årig blev mistænksom: Blev forsøgt fuppet via telefonen

En 51-årig mand fra Hejnsvig blev mistænksom, da han onsdag blev forsøgt fuppet af en ukendt mand. Foto: Palle Herløv
En ukendt mand ringede onsdag til en 51-årig mand fra Hejnsvig og udgav sig for at være politiet. Han havde dog ikke held med at få udleveret personfølsomme oplysninger.

Hejnsvig: Sydøstjyllands Politi har i den seneste tid modtaget en del anmeldelser fra folk, der er blevet forsøgt snydt af diverse svindlere. Svindlerne ringer folk op og udgiver sig for at være fra statslige myndigheder og foregiver, at de skal hjælpe folk med at afhjælpe et problem. Men så snart de intetanende borgere i den anden ende af telefonen har udleveret personfølsomme oplysninger, er skaden sket.

Onsdag eftermiddag var det en 51-årig mand fra Hejnsvig, som modtog sådan en type opkald. I den modsatte ende af telefonen forklarede en mand, at han hed Mikkel Johansen og var fra Sydøstjyllands Politi.

- Han oplyste, at han kunne se, at vedkommende var ved at blive hacket og spurgte derfor ind til en masse ting. Da han ville til at have oplysninger om NemID, begyndte anmelderen at spørge ind til, om han virkelig var rigtig politimand, hvorefter der bliver lagt på, fortæller fungerende vicepolitiinspektør Mikkel Ross fra Sydøstjyllands Politi.

Annonce

Anmeld sagerne

Politiet understreger, at personen i den anden ende af telefonen er en fupmager, og at ordensmagten i øvrigt aldrig ville så meget som overveje at bruge en sådan fremgangsmåde.

- Vi har ikke nogen, der hedder Mikkel Johansen hos Sydøstjyllands Politi, og vi ringer aldrig op og beder om at få udleveret bankoplysninger over telefonen, og slet ikke NemID, siger Mikkel Ross.

Politiet opfordrer derfor alle, der modtager denne type opkald, til at afbryde forbindelsen og anmelde forholdet til politiet.

Kvinde blev snydt

Den 51-årige mand fra Hejnsvig nåede at lugte lunten og undlod derfor at aflevere personfølsomme oplysninger, men med jævne mellemrum sker det alligevel, at folk ryger i fælden.

I sidste uge blev en 78-årig kvinde fra Grindsted ringet op af en person, som udgav sig for at være fra Nets. Også denne person bad om NemID-oplysninger, og da de blev udleveret, blev de brugt til at lænse kvindens bankkonto.

En god huskeregel er derfor aldrig at udlevere den slags oplysninger via telefonen.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Det ligegyldige alternativ

De entrede dansk politik med kærlighed, dans og et dybfølt ønske om en anderledes måde at drive landet på. Alternativet stormede ind i Folketinget ved valget i 2015 og fik fem procent af stemmerne uden nogen anden dominerende slagplan end at gøre tingene på en alternativ måde. Leder Uffe Elbæk fandt det hele ganske "crazy", og på Nørrebro, hvor partiet fik næsten 18 procent af stemmerne og blev større end Socialdemokratiet, løftede man taget i ekstase og drømte om en ny verdensorden. I dag er festen slut. Et elendigt resultat til folketingsvalget i 2019 sendte partiet ned på tre procent af stemmerne, og man må konstatere, at partiet ingen varige aftryk har sat på dansk politik. Til trods for, at folketingsvalget i juni netop handlede om klima, der jo ellers er et af Alternativets mærkesager. Men dagsordenen er global og har ikke en snus med Alternativets indsats at gøre. Skulle man være i tvivl, kan man konsultere det såkaldte forståelsespapir, der er skrevet af regeringen Mette Frederiksen (S) og dens støttepartier Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Her er sat de mest ambitiøse - og måske også uopnåelige - klimamål i historien, men altså uden, at Alternativet har været involveret. Partiet, der om nogen snakkede klima og en ny samfundsindretning, har ikke sat det mindste fingeraftryk på den mest ambitiøse klimadagsorden nogensinde - stærkere bevis for parlamentarisk ligegyldighed findes næppe, og det er sigende, at man ikke har hørt et kvæk fra Alternativet, siden vælgerlussingen i juni. Partiet har i dets korte historie budt på utallige farverige indslag så som en ganske alternativ festkultur, alternativ medarbejderpleje, alternativ ansættelsespolitik i partiet, men alt sammen artigheder fra gemakkerne og ikke fra den politiske scene. Jovist, Alternativet har fået fjernet transseksuelle fra listen over psykisk syge og andre fornuftige ting, men det varige aftryk på dansk politik er det ikke blevet til, og bliver det heller næppe.

Annonce