HOLSTED: Ove Madsen, Glejberg, havde fredag sidste arbejdsdag på Moldow i Holsted efter næsten 58 år.
Den historiske dag blev markeret med besøg af en pølsevogn på fabrikken. Grundet de nuværende corona-restriktioner var det ikke muligt at holde et arrangement, så i stedet kunne medarbejdere få en hotdog på vejen hjem.
Ove Madsen var en af de første, som blev ansat af virksomhedens grundlægger Jørgen Hansen, og i 2013 fik han overrakt dronningens belønningsmedalje for 50 års tro tjeneste.
Han blev udlært i virksomheden og har takket være sin store faglighed og arbejdsindsats gennem årene bestridt flere forskellige stillinger. Han har på det seneste været tilknyttet PTA-afdelingen, hvor han har varetaget produktionsforberedelsesopgaver og indkøb.
Moldows ejere Birgitte Ipsen og Preben Hansen takkede Ove Madsen og hans kone Anette for hans store indsats og hendes opbakning, specielt i årene efter Jørgen Hansens pludselige død, hvor Ove var en af de medarbejdere, som var med til at sikre muligheden for firmaets overlevelse.
- Vi takker Ove for mange gode år og hans arbejdsomhed og ønsker ham alt det bedste fremover, siger Preben Hansen.
Ove Madsen fylder i øvrigt 75 år søndag den 28. februar.