Annonce
Kolding

61-årig mand efterlyses internationalt i sag om ulovlig cigaretfabrik: Sigtet for at snyde staten for 453 mio. kr.

Den 61-årige mand, der ejer ejendommen på Vamdrupvej, er nu efterlyst internationalt, efter han onsdag blev  varetægtsfængslet in absentia, altså uden at han var til stede. Han er sigtet for at have medvirket til at fremstille 248 millioner cigaretter. Arkivoto: Søren Gylling
En 61-årig mand, der ejer ejendommen på Vamdrup-egnen, hvor der var ulovlig cigaretfabrik, er sigtet for at have medvirket til at fremstille 248 millioner cigaretter og unddraget staten for 454 millioner kroner. Han er fortsat på fri fod og bliver nu efterlyst internationalt.

Kolding: En af de formodede bagmænd bag den illegale cigaretfabrik på Vamdrupvej bliver nu efterlyst internationalt.

Samtidig viser det sig, at omfanget af produktionen af cigaretter er langt større, end hvad der kom frem i første omgang, da 13 østeuropæere blev anholdt og varetægtsfængslet i starten af marts.

De 13 mænd er sigtet for at fremstille 45 millioner cigaretter, men den 61-årige er sigtet for ulovligt at fremstille og sælge 248 millioner cigaretter, og dermed er statskassen gået glip af 453 millioner kroner i blandt andet tobaksafgifter.

Annonce

Den internationale arrestordre på den 61-årige mand, der ejer ejendommen på Vamdrupvej, kommer efter et grundlovsforhør onsdag formiddag, hvor han blev varetægtsfængslet in absentia, altså uden at være til stede i retten.

- Manden er i forvejen sigtet i sagen, og efter vores opfattelse kan han have en toneangivende rolle i sagen. Men jeg kan ikke på nuværende tidspunkt sige så meget, siger anklager Jacob Gents, der ikke kan uddybe, hvorfor anklagemyndigheden betragter den 61-årige som "toneangivende".


Manden er i forvejen sigtet i sagen, og efter vores opfattelse kan han have en toneangivende rolle i sagen.

Jacob Gents, anklager


Anklageren begærede dørene lukket ved grundlovsforhøret onsdag af hensyn til den videre efterforskning, og det ønske fulgte dommeren, men inden dørene blev lukket for offentligheden, blev sigtelsen læst op.

Sagen er vokset

I forvejen sidder der 13 mænd fængslet i sagen om cigaretfabrikken, og de er sigtet for at have produceret mindst 45 millioner cigaretter med henblik på distribution i udlandet, og ifølge sigtelsen fra marts er statskassen unddraget for mindst 79 millioner kroner.

- Der er foretaget yderligere efterforskning efter aktionsdagen, og det er korrekt, at tallene er større. Men jeg kan ikke sige mere, siger Jacob Gents. Sigtelsen mod de 13 mænd er ikke ændret på nuværende tidspunkt.

De 13 mænd, der blev anholdt i forbindelse med lukningen af den illegal cigaretfabrik i Vamdrup, fik i slutningen af marts forlænget deres varetægtsfængsling i første omgang til den 26. april.

Det er både danske, hollandske og polske myndigheder samt Europol, der har stået bag efterforskningen mod den illegale cigaretfabrik i Vamdrup.

I forbindelse med anholdelserne blev der efterfølgende beslaglagt otte paller ulovlige kopicigaretter i Holland, der angiveligt var på vej til Storbritannien. Alene den fangst havde en værdi af cirka 7,5 millioner kroner.

Kort om sagen

Tirsdag den 2. marts blev 13 østeuropæiske mænd anholdt ved en koordineret politiaktion på Vamdrupvej i Vamdrup, og de er sigtet for ulovlig fremstilling af cigaretter.  Mændene, der er mellem 32 og 70 år, blev fundet i besiddelse af 11 millioner kopicigaretter, råstof til fremstilling af cigaretter og produktionsudstyr.

Mændene, hvor otte er fra Ukraine og fem fra Polen, nægtede sig skyldige og nægtede at udtale sig i grundlovsforhøret. Alle blev varetægtsfængslet den 3. marts. De 13 mænd fik i slutningen af marts forlænget varetægtsfængslingen. 

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv

Babyboom lukker populær frisørsalon

Annonce