Annonce
Kolding

61-årige Ivan om Marina City: Der vil jeg bo

Ivan Bønneland her flankeret af sin søn Thomas, svigerdatter Karina og bonusbarn Marcus, er ikke i tvivl om, at han vil forsøge at få en lejlighed i Marina City, når den nye havnebydel af bygget. Foto: Søren E. Alwan
Mange brugte anledningen til at få en snak med Kolding Kommune og hinanden om Koldings store byggeplaner ved Marina City, da det myldrede med liv i Koldings marinaer til Havnens Dag lørdag.

Kolding: - Jeg kan godt sige dig, at den altan vil blive brugt for mit vedkommende. Jeg vil nyde udsigten med og uden en kop kaffe hver evig eneste dag. Det bliver så godt.

61-årige Ivan Bønneland sidder sammen med sin familie i solskinnet ved et bænkebord foran de gamle, gule træbygninger ved Marina Syd, som myldrer med mennesker denne lørdag i anledningen af Havnens Dag.

Samtaleemnet er Kolding Kommunes kæmpestore planer om at opføre en helt ny bydel, Marina City, lige her, hvor de sidder. Marina City skal have Danmarks største lystbådehavn uden for hovedstadsområdet med 1000 bådpladser, 400 boliger, hvoraf mindst 100 skal være almennyttige og bygges af Bovia/AAB, en snes husbåde, fritidsfaciliteter, bådhuse og meget mere.

I sine drømme er Ivan Bønneland allerede flyttet ind.

- Jeg bor hos Bovia/AAB i Rosenhaven, og for tre uger siden var vi ude på en bustur med boligselskabet for at se på almene boliger. Sådan en tur arrangerer de hvert år, og vi sluttede hernede på Marina Syd, før vi skulle til Den Gyldne Hane, hvor vi kom for sent, fordi vi blev præsenteret for det her enormt spændende projekt. Det er en kanonidé, og jeg har heller ikke noget imod, at byrådet lukker erhvervshavnen. Jeg går ind for nytænkning, siger Ivan Bønneland, som fastslår, at "Kolding mangler boliger".

- Både til den almindelige klasse, til mellemklassen og til de velpolstrede, siger han.

Annonce

Tidsplanen

  • Lokalplanen, kommuneplantillæg, VVM-redegørelsen for Marina City og ansøgningen om at inddrage en del af vandet til byggeri kommer i offentlig høring i efteråret. Det er Kystdirektoratet, der skal give tilladelse til at inddrage vand til land.
  • Planerne ventes godkendt og endeligt vedtaget i Kolding Byråd inden jul.
  • I 2020 starter grundsalget og de første anlægsarbejder, og anlægsarbejdet fortsætter gennem hele 2021.
  • I 2022 indvies den nye store lystbådehavn og de første byggerier.
  • Marina City skal rumme 1000 bådepladser og 400 boliger.

Ambivalent

Flemming Hagen, som har boet i Kolding i 40 år, støder til.

- Jeg synes, det er ad helvede til, og jeg synes heller ikke, at erhvervshavnen skal lukkes. Kolding bliver bare ligesom alle andre byer, og hvem var der først? Det var havnen. Når byboen kommer til landet, må han også finde sig i at det lugter, siger Flemming Hagen og henviser til holdningen om, at erhvervshavnen er en lugtgene for sine naboer og også vil blive det for Marina City.

Jesper Jessen og Brian Hennings slår sig ned ved bordet med hver sin Slots-pils og lytter.

Så siger Brian Hennings:

- Jeg er meget ambivalent. Problemet er, at Kolding Kommune sgu generelt ikke er god nok til at udnytte vores vand. Se bare i Vejle, Aarhus og også Fredericia. De har været meget bedre til det.

Jesper Jessen nikker.

- Jeg synes, man skal prioritere at udvikle vores havn til det, den kan bruges til, og skibene bliver jo større og større, så de ikke kan gå ind. Den er ved at have udlevet sin tid. Problemet er selvfølgelig, at der er smidt så mange penge i den, siger han.

Vanvittigt

Indenfor i Kolding Kommunes udstillingsrum i den gule træbygning bag det lille selskab tager projektleder Torben Gade dagen igennem imod de mange mennesker, som kigger forbi for at høre om Marina City og fremdriften i projektet.

Stemningen er positiv, fortæller han.

- Der er en masse, der glæder sig til det her. "Det bliver skide godt" og "supergodt", siger de fleste, og forventningens glæde er meget udtalt. Folk er nysgerrige efter at vide, hvornår det bliver til noget, siger Torben Gade.

Imens er Elsebeth Juhl Ytzen trådt indenfor i udstillingsrummet.

Hun hører ikke til dem, Torben Gade refererer til.

- Jeg er bare fuldstændigt imod. Både Marina City og lukning af erhvervshavnen, som politikerne nu vil lave om til et boligområde. Det er fuldstændigt vanvittigt, og vi skulle have haft et borgervalg, før den beslutning kunne tages. Det bliver ikke for almindelige lønmodtagere, og alt det autentiske forsvinder jo, sukker hun.

Mange lagde vejen forbi Kolding Kommunes udstillingsrum i Marina Syd for at høre om Marina City - og stemningen overfor projektet er alt overvejende positiv, fortæller projektleder Torben Gade. Foto: Søren E. Alwan
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Ordnet Brexit er langtfra sikret

Torsdag var der grund til at drage et lettelsens suk, da den britiske premierminister Boris Johnson på Twitter meddelte, at der var forhandlet en aftale på plads om Brexit. Det er godt nyt ikke blot for Storbritannien, men også for alle os andre. EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, bekræfter, at parterne er blevet enige om en aftale, han betegner som retfærdig og balanceret aftale for EU og for Storbritannien. Naturligvis er det grundlæggende trist, at briterne nu er på vej ud af det europæiske fællesskab. Om det på sigt vil være en fordel for nationen kan der også sættes et stort spørgsmålstegn ved. Det sagt er der dog grund til at glæde sig, fordi skilsmissen nu forhåbentlig kan gennemføres i mindelighed. Det modsatte kunne have medført omfattende kaos med nye handelsbarrierer i Europa. Markedet reagerede da også prompte på meldingen, der fik kursen på det britiske pund til at stige. Dog er det forhastet allerede nu at glæde sig over udsigten til et ordnet Brexit. Om britisk politik kan man kun forudsige, at den er uforudsigelig. Johnsons forgænger som premierminister, Theresa May, fik jo ligeledes forhandlet sig til rette med EU for blot efterfølgende at blive ydmyget i det hjemlige parlament. Man kan frygte, at det scenarie gentager sig. Den britiske regerings nordirske støtteparti har allerede vendt tommelen ned for aftalen. Hos de øvrige partier er velviljen over for Boris Johnson samtidig uhyre begrænset. Måske kan lysten til at smække premierministeren en politisk lussing vise sig større end den sunde fornuft, som en aftale ville være udtryk for. Den danske regering har nærlæst aftalen. Efter det forklarede statsminister Mette Frederiksen, at hun er villig til at strække sig meget langt for at få tingene på plads. Man kan kun håbe, at samme besindighed vil indfinde sig i parlamentet i Westminster Palace. Sikkert er det imidlertid ikke. Så nok er EU og Storbritannien nået et nødvendigt skridt videre. Men i mål er vi ikke.

Annonce