Annonce
Vejen

Klimavenligt: 650 familier får snart tilbudt billig fjernvarme

Morten Christensen er ansat som projektansvarlig på Vejen Varmeværk. Han skal være med til at gennemføre projektet, der skal gøre det muligt for cirka 650 husstande i Askov og Vejen at kunne skifte fra opvarmning med gas til opvarmning med fjernvarme. Foto: Søren Dippel
Med tilskud fra en 405 millioner kroner stor statspulje planlægger Vejen Varmeværk i begyndelsen af det nye år at tilbyde husstande med gasvarme i Askov og Vejen at skifte til fjernvarme.
Annonce

Askov: Inden længe vil 650 husstande i Askov og Vejen modtage et brev fra Vejen Kommune med tilbud om at kunne skifte fra gasopvarmning til opvarmning med fjernvarme. Det er Vejen Varmeværk, som med en tidsbegrænset kampagne vil tilbyde alle husstande i gasfyrede områder at skifte til fjernvarme på attraktive vilkår og med kampagnerabat. Vejen Kommune har i forvejen besluttet, at brugen af fossilt brændsel skal mindskes, så et skifte fra gas til fjernvarme vil kunne være med til at forbedre klimaregnskabet.

- 1. januar leverer vi et projektforslag for cirka 650 husstande i Askov og Vejen. Bliver det godkendt af kommunen, skal det i høring i fire uger. Hvis det viser sig at være stor tilslutning til at skifte fra gas til fjernvarme, går vi i gang med at gennemføre projektet så hurtigt som muligt, siger Richard Sloth Nielsen, der er direktør for Vejen Varmeværk.

Efter hans skøn, vil alle husstande, som går med, i givet fald være blevet tilsluttet fjernvarme ved udgangen af 2023.

Baggrunden for varmeværkets kampagne og rabat på tilslutningen er muligheden for søge om tilskud fra en 405 millioner kroner stor statspulje. Her gælder først til mølle-princippet, og  Vejen Varmeværk vil søge om 10 millioner kroner. Noget af det, som pengene skal bruges til, er nedgravning af ni kilometer fjernvarmerør og stikledninger.

Annonce

Tidligere succeser

I 2018 og igen i 2020 har Vejen Varmeværk haft succes med at forsyne husstande henholdsvis på Møllevej og Søndervangvej i Askov med fjernvarme. Begge steder gik 90 procent af husstandende med til fjernvarme.

- Et vigtigt element for udregning af den endelige kampagnerabat er opnåelse af tilskud fra den nye klimaaftales tilskudspuljer. En forudsætning for yderligere fjernvarmeforsyning i Askov er etablering af en ny forsyningsledning fra Vejen til Askov, siger Richard Sloth Nielsen.

En konvertering fra gas til fjernvarme for 650 husstande i Vejen og Askov, vil bidrage med en co2-besparelse i Vejen Kommunens klimaregnskab på cirka 1800 tons co2 årligt.


Hvis der så viser sig at være stor tilslutning til at skifte fra gas til fjernvarme, går vi i gang med at gennemføre projektet så hurtigt som muligt.

Richard Sloth Nielsen, direktør


En standard boligenhed med gas og et årligt forbrug på 18 MWh vil over 20 år vil belaste klimaet med 55 tons co2. Til sammenligning vil den samme boligenhed med fjernvarme kun belaste klimaet med et ton co2.

Projektansvarlig Morten Christensen, Vejen Varmeværk, fortæller, at cirka 40 husstande på Sandmarken i Askov vil blive omfattet af projektet. Foto: Søren Dippel

Med til regnestykket hører også, at Vejen Varmeværk fra årsskiftet sænker prisen for varme svarende til en årlig varmeregning for et standardhus på 11.500 kroner. Det vil ifølge Richard Sloth Nielsen svare til en besparelse på mellem 3000 og 5000 kroner sammenlignet med  varmeudgiften for et gasopvarmet standardhus.

Fra udgangen af 2023 planlægger Vejen Varmeværk også at lave en aftale om at kunne få overskudsvarme fra Viking Links gigantiske omformerstation i Revsing. Overskudsvarmen herfra vil ifølge Richard Sloth Nielsen kunne forsyne 50 procent af husstandene i Vejen og Askov med varme.

Der er husstandene her

Følgende steder i Askov og Vejen vil husstande modtage et brev med tilbud om at skifte fra opvarmning med gas til opvarmning med fjernvarme:

Askov: Baslund, Egevænget, Birkevænget, Sandmarken, Vangevej, Melvangsvej, Øster Skibelundvej, Ludvig Schrødersvej samt husstande langs Vejenvej og Maltvej.

Vejen: Dalgårdsvej, Fabriksvej, Vestergade og Gestenvej ved Åhaven.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Tønder

Hundelufter opdagede brand i lagerhal

Debat

Giv borgerne klar besked, Engelbrecht

Annonce