Annonce
Udland

Flyvende brosten dræber 70-årig mand i Hongkong

Anthony Wallace/Ritzau Scanpix
En mand var i færd med at rydde demonstranters brosten op i sin frokostpause, da han selv blev ramt af en.

En ældre mand har mistet livet i Hongkong, efter at han fik en brosten i hovedet under de igangværende protester.

Det bekræfter en talsmand for sundhedsmyndighederne i Hongkong over for CNN natten til fredag dansk tid.

Den 70-årige mand blev ramt af brostenen under demonstrationer onsdag, mens han havde frokostpause fra sit job som rengøringsmand.

I pausen begyndte han at rydde brosten væk fra en vej, som demonstranter havde spærret i forbindelse med deres protester. Det oplyser politiet i Hongkong.

Videooptagelser af hændelsen viser, at regeringskritiske demonstranter og demonstranter, der støtter regeringen, samtidig kastede brosten mod hinanden.

I den forbindelse faldt manden pludselig til jorden. Ifølge politiet blev han ramt af en af de brosten, som demonstranterne kastede.

Natten til fredag dansk tid er manden omkommet af sine kvæstelser på hospitalet.

Det er det andet dødsfald i forbindelse med de protester, der har præget Hongkong de seneste knap seks måneder.

En 22-årig universitetsstuderende fra Hongkong døde sidste fredag. Han havde fået voldsomme hovedskader, efter at han var faldet ned fra et parkeringshus.

Det var det første dødsfald i konflikten, hvilket fik urolighederne til at eskalere yderligere.

Flere personer er siden blevet såret og er i kritisk tilstand.

Ifølge sundhedsmyndighederne i Hongkong er 67 personer indlagt på hospitalet med skader, der er relateret til protesterne.

Blandt andre er en 15-årig dreng i kritisk tilstand, efter at han blev slået i hovedet med en genstand, som menes at være en beholder til tåregas.

Mandag i denne uge blev en demonstrant skudt af politiet, mens der blev sat ild til en anden mand i forbindelse med demonstrationerne.

Hongkong hører under Kina som en særlig selvstyrende region, der har delvist delstyre under devisen "ét land, to systemer".

Men denne ordning er blevet bragt i fare af den eskalerende uro og vold. Sådan lød advarslen fra Kinas præsident, Xi Jinping, torsdag.

/ritzau/

Annonce
Link til artikel i CNN
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Overraskede indbrudstyv i entreen

Leder For abonnenter

PostNord er en dødssejler

I årevis har fusionen mellem Post Danmark og det svenske Posten AB til PostNord i 2009 været et problembarn. Der er nemlig så store forskelle mellem Danmark og Sverige, at det har vist sig nærmest umuligt at få fællesskabet til at fungere. Mens Danmark er en digital spydspids, bliver der fortsat ekspederet masser af fysiske breve og dokmenter via posten hos vores nordiske naboer. Og skønt man kan begræde det traditionelle brevs forsvinden i vores land, er udviklingen uafvendelig. Situationen i Danmark har siden 2012 udløst adskillige årsregnskaber med blodrøde tal, hvilket har belastet hele PostNord i fatal grad. I det seneste årsregnskab for 2018 havde den danske del af forretningen et minus på over en milliard kroner. Noget tyder på en bedring i økonomien, men prisen har været høj i form af massefyringer og bestandigt forringet service. Imens fortsætter brevmængden med at falde på grund af den digitale kommunikations fortsatte fremmarch kombineret med alt for lange leveringstider på fysiske breve. Nu er flere partier så åbne for at forlade postsamarbejdet. De nye toner er der grund til at være tilfreds med. For nok er situationen lige nu slem. Men fremover vil den blive endnu værre. Også hos vores naboer vil den moderne kommunikation vinde stadig mere frem. Det er ganske enkelt for hurtigt, bekvemt og billigt at holde digital kontakt med både venner, familie og myndighederne til, at fysiske breve på sigt kan overleve i større omfang. Det gælder også i Sverige. PostNord er med andre ord en dødssejler, det ikke vil være klogt at holde fast i. Lad os få lukket virksomheden, inden vi bruger endnu flere penge på at forlænge dens skrantende eksistens. Naturligvis skal det også fremover være muligt at sende fysisk post i Danmark. Men der er bestemt ingen grund til at genopbygge et nationalt postvæsen. I stedet bør politikerne se på muligheden for at betro opgaven til private aktører. Dyrere og ringere end den nuværende ordning kan det umuligt blive.

Haderslev

Sjove mænd invaderer Nustrup

Varde For abonnenter

Friskole med politikertække i nabokommune: Skoleleder kan smile over tilstrømning fra Esbjerg

Annonce