Annonce
Esbjerg

700 til familiedag på Viking: Daniel viste arbejdspladsen frem

Fra venstre ses mor Sonja, kæresten Dennis, Ida, Daniel, der arbejder på Viking, og far Leif i sikkert selskab mellem Vikings overlevelsesdragter. Foto: Søren Nielsen
Omkring 700 deltog i familiedag på en af Esbjergs store virksomheder. Chefen er stolt af den store opbakning til arrangementet.

Esbjerg: Daniel Jensen har været ansat i syv år hos Viking, og søndag havde han inviteret sin mor, Sonja Jensen, hendes kæreste, Dennis Hansen, sin far, Leif Jensen, og hans bonusdatter, Ida på 12 år, med til familiedagen på sin arbejdsplads. Sidst, der blev holdt familiedag hos Viking, var i 2016, og da var den ligeledes et stort tilløbsstykke.

Op mod 700 medarbejdere og pårørende i alle aldre strømmede da også til hovedsædet på Sædding Ringvej, hvor der var lagt en rundvisningsrute, der ledte gæsterne igennem det meste af virksomheden. Der var skilte, plancher, videofilm og frem for alt medarbejdere til at forklare, hvordan de maritime sikkerhedsprodukter bliver til. På ruten var der masser af konkurrencer for børn og legesyge og videbegærlige sjæle.

- Familiedagen gør det lidt nemmere at forklare, hvad man laver, siger Daniel Jensen.

Daniel Jensen er planlægger i den danske serviceafdeling for redningsflåder, og den har det seneste halvandet år været placeret på Snedkervej i den tidligere Falck-station, hvorfra hans far i mange år rykkede ud som ambulanceredder. Nu er han ansat under Ambulance Syd.

- Det er anden gang, jeg er med til familiedag, og når man ser alle produkterne, forstår man bedre sammenhængen, når Daniel forklarer om sit arbejde, siger far Leif Jensen, der bor i Bramming.

Mor Sonja Jensen roser arrangørerne for at sørge for, at der er medarbejdere til at fortælle om produkterne og fremstillingen af dem, og at der er videoer og plancher til at understøtte budskaberne. Kæresten Dennis Hansen arbejder som tekniker på Tyra Vest, så han kender i forvejen til Vikings redningsdragter. Ida på 12 havde også fornøjelse af besøget, hvor hun fik lov at se de mange forskellige dragter og lære om, hvordan de bliver produceret.

Annonce
Alle fik en dag ud af det, kunne Jane Kragh fra marketingafdelingen konstatere. Foruden egen afdeling havde hun aktiveret omkring 30 kolleger fra andre dele af virksomheden til at medvirke. Størst var opløbet ved opblæsningen af redningsflåder, som det ses på billedet, samt køen ved Slagter Theilgaards to pølsevogne uden for kantinen. Foto: Søren Nielsen.
Vikings administrerende direktør, Henrik Uhd Christensen, havde naturligvis også taget sin nærmeste familie med, og han var stolt over, at så mange medarbejdere og familiemedlemmer havde valgt at bruge nogle timer af deres søndag på Viking. Her er han i gang med at forklare om virksomhedens produkter. Foto: Søren Nielsen.
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Annonce