Annonce
Kolding

71-årig syg mand blev efterladt på bænk af flextaxa: Nu er sagen afsluttet

Niels Brændstrup har kun et ben, så han kan ikke komme ind i sin bolig ved egen hjælp. Sådan fandt hans hustru ham den 28. april, da en flextaxachauffører havde efterladt ham på en bænk foran hans handicapbolig nogle minutter forinden. Privatfoto
Region Syddanmark har bedt Sydtrafik om at indskærpe, at flextaxachauffører kan ringe efter hjælp, hvis der ikke er nogen til at tage imod, når de kører en patient hjem fra sygehuset.  Klagesag er droppet.
Annonce

Kolding: Sagen om den 71-årige Niels Brændstrup, som blev efterladt på en bænk udenfor sin handicapbolig af en chauffør fra Flextrafik den 28. april, har nu fået Region Syddanmark til at bede Sydtrafik om at informere sine flexchauffører om, at de skal ringe til en pårørende eller en hjemmehjælper, hvis de ikke har tid til at vente, og hvis der ikke er nogen til at tage imod patienten, når flextaxaen når frem.

Det oplyser chef i afdelingen for sundhedsplanlægning, Helene Vestergaard, efter at hun har været i kontakt med Niels Brændstrups hustru Marie Brændstrup, som henvendte sig til JydskeVestkysten efter episoden den 28. april.  Da hustruen nåede frem til sin mands adresse for at tage imod ham, efter at han var blevet udskrevet fra Vejle Sygehus, fandt hun ham efterladt på en bænk uden sko og overtøj. Og da hendes kræft- og hjertesyge mand også har fået amputeret sit ene ben på grund af diabetes, kunne han ingen vegne komme.

Annonce

Ikke behov for at klage

Marie Brændstrup fortæller i dag, at hun ikke har haft overskud til at indlede en egentlig klagesag, fordi både hun selv og hendes mand er alvorligt syge.


Jeg har fået det svar, at det var en virkelig god idé, så det er jeg tilfreds med. Jeg har ikke behov for at klage.

Marie Brændstrup


Marie Brændstrup er tilfreds med, at Region Syddanmark nu gør flextaxachaufførerne opmærksomme på, at de kan ringe efter en hjemmehjælper eller en pårørende, hvis der ikker er nogen til at tage imod, når de skal aflevere en patient. Arkivfoto: Søren Gylling

- Men jeg skrev en mail til Region Syddanmark og foreslog, at man sikrer sig, at chaufførerne ringer til en pårørende eller en hjemmehjælper, der går i området, hvis der ikke er nogen til at tage imod. Så kan chaufføren låne hjemmehjælperens B-nøgle og komme ind efter kørestolen og køre patienten ind i sit hjem. Jeg har fået det svar, at det var en virkelig god idé, så det er jeg tilfreds med. Jeg har ikke behov for at klage, siger Marie Brændstrup.

Annonce

Alternativer

Ifølge kontrakten mellem Region Syddanmark og Sydtrafik må Flextrafiks chauffører aldrig nogensinde efterlade en udskrevet patient ved hjemadressen, hvis borgeren ikke med egen hjælp kan komme ind i sit hjem.

Typisk vil der være lavet en aftale via sygehuset om, at der er en hjemmehjælper, en pårørende eller en tredje person til stede ved afleveringen - og det skal der uden undtagelse altid være, før chaufføren må køre igen. Kommer der ingen, skal chaufføren følge sine retningslinjer og køre patienten tilbage til sygehuset.

- Men chaufførerne har jo travlt, fordi de altid har en næste kunde, der skal hentes til tiden, og det tager også tid at køre tilbage til sygehuset igen. Derfor har vi kontaktet Sydtrafik og bedt om, at deres chauffører får præciseret, at de gerne må ringe op til en hjemmehjælper eller en pårørende for at se, om der er alternativer til at følge retningslinjen om, at de skal køre patienten tilbage, siger Helene Vestergaard.

Afdelingschefen beklager episoden den 28. april og understreger, at flextaxachaufførerne allerede i dag som regel går meget langt for at hjælpe deres passagerer.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Regionalt

Tidligere JydskeVestkysten-chef giver ledelsen en ordentlig kindhest: - I bør overveje at lukke avisen, inden det bliver pinligt

Annonce