Sønderby: En 75-årig mand druknede lørdag aften på en strand ved Sønderby på Sydals.
Den 75-årige, der er fra lokalområdet, var ude at svømme, da han tilsyneladende fik det skidt.
- Der var nogle inde på stranden, der så, at han fik det skidt, så de fik ham ind på land og satte gang i noget hjerte-/lungeredning, men forgæves, fortæller vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Bjørn Pedersen.
Der var en del mennesker på stranden på trods af tidspunktet omkring spisetid. Alarmen kom ind klokken 17.52.
- Der blev gjort en stor indsats af vidnerne dernede, men desværre uden held, siger vagtchefen.
Den 75-åriges hustru var til stede på stranden, da manden kom i problemer i vandet. Manden blev erklæret død på stedet.