75 elever fra Munkensdam Gymnasium er i fuldt sving med at skrue årets store musical sammen. Den bliver rigtig god, lover forestillingens erfarne instruktør. Premiere på fire offentlige forestillinger i slutningen af januar.
Kolding: "Vi tager scene 11. Nej, ikke manus på scenen. Vi er klar. Fortsæt".
Instruktør Michael Sirach sætter scenen i gang. Kort efter begynder det 16 mand store band med saxofoner, guitarer, klaverer, trækbasuner, bongotrommer, kontrabas og elbas at spille, så loftet er ved at lette. Så går to sangerinder på, og nu kommer danserne springende ind på gulvet.
Vi er på den gamle Riis Toft Skole, hvor 75 elever fra alle årgange på Munkensdam Gymnasium er i gang med at indøve årets musical.
Det er kun anden gang, at danserne, skuespillerne, musikerne og backstage-folkene er samlet, og nu skal de bruge resten af januar til at få "Hvad, der gør en blomst" til at gå op i en fuldendt helhed.
Musicalen med hovedpersonerne Aske, der er videnskabsmand og opfinder, og Flora, som er musiker, er skrevet af to tidligere Munkensdam-elever, og den stiller spørgsmålet: Er teknologien ved at overtage kunsten, og kan computere overhovedet lave kunst?
Michael går i 3. g og er instruktør på musicalen for tredje gang. Han har allerede en rigtig god fornemmelse af, hvordan dette års forestilling lander:
- Vi er godt med, og jeg føler, at vi kommer til at levere et af de bedste stykker. Vi kommer også til at appellere til det bredeste publikum nogensinde, fordi vi fuldstændigt har distanceret os fra gymnasieverdenen den her gang. Det er en smuk historie, siger Michael uden at ville røbe meget mere om handlingen.
Musicalen
Munkensdam Musical Forening er 100 procent elevstyret og har eksisteret siden 2011. Foreningen modtog i 2015 Kolding Kommunes kulturpris.
Årets musical "Hvad, der gør en blomst", er skerevet af to tidligere Munkensdam-elever, Esben Melander og Esben Viftrup.
Musikken er udelukkende komponeret til musicalen og skabt af gymnasiets musikskolelever.
Ligeledes er dans, scenografi og skuespil udarbejdet af eleverne selv.
Der kan købes billetter på ticketmaster til de fire forestillinger 30. januar, 31. januar, 1. februar og 2. februar.
Fællesskab
Det er i regi af den 100 procent elevstyrede Munkensdam Musical Forening, at der for ottende år i træk er en musical på vej til de næsten 2000 publikummer, som får fat i en billet til en af de fire offentlige forestillinger på gymnasiet med premiere 30. januar.
Som altid er både historie og musik komponeret af eleverne selv, og det enorme arbejde med musicalen startede allerede i styregruppen i marts, da årets manuskript skulle udvælges blandt syv indkomne forslag. I september var 150 til audition, og siden da har de 75 udvalgte øvet og arbejdet i de fire grupper, som altså nu smelter sammen til en.
Kirsten Lave har titlen som produktionsleder. Hun går i 2. g. og sad også i styregruppen sidste år. Hun er vild med det.
- Musicalen giver et megagodt fællesskab på hele gymnasiet, og man får venner på tværs af årgangene. Det er helt vildt overvældende, hvor meget energi folk lægger i det. Selvfølgelig er det hårdt arbejde, men der kommer så meget fedt ud af det. Og jeg har selv lært helt vildt meget om at holde overblik, fortæller hun.
Lidt sjovt
Michaels øjne lyser af begejstring, når man spørger ham, hvad han får ud af at være med i det store show som instruktør, men han starter med at fortælle, at han har spillet skuespil i 10 år og som det første efter endt studentereksamen agter at søge ind på skuespillerskolen.
- Som instruktør er det fedt at få lov til at se det store billede og sammenhængen i helheden, og så var det da lidt sjovt at skulle bestemme over nogle 3. g'er, da jeg selv gik i 1.g. Det lærte jeg da noget af. Og så giver musicalen bare et fedt sammenhold, som jeg tror smitter af på resten gymnasiet, siger han.