Annonce
Billund

78-årig kvinde blev franarret større beløb

Lad dig aldrig snyde til at uddele følsomme oplysninger via telefonen, lyder opfordringen fra Sydøstjyllands Politi. Arkivfoto: Michael Bager
Uanset hvem folk siger, at de repræsenterer, skal man aldrig give personfølsomme oplysninger via telefonen, lyder det fra Sydøstjyllands Politi.
Annonce

Grindsted: En 78-årig kvinde blev tirsdag eftermiddag udsat for et fupnummer, der endte med at koste hende dyrt. Kvinden blev ringet op, mens hun befandt sig i sit hjem på Lupinvænget i Grindsted, med en besked om, at personen i den anden ende var fra Nets, og at han kunne se, at hendes bankkonto var i fuld gang med at blive hacket.

Dette ville den flinke person i den anden ende af telefonen naturligvis gerne hjælpe med at forhindre, men til det formål skulle han bruge kvindens Nem ID-oplysninger, forklarede han. Dem fik han derfor udleveret.

Men personen i den anden ende af telefonen var ikke nogen venlig hjælper fra Nets. Det var derimod en svindler, som ved at lokke den 78-årige kvinde til at udlevere sine Nem ID-oplysninger formåede at luske sig ind på hendes konto og tømme den for et større pengebeløb.

Annonce

Ikke rigtig fremgangsmåde

Det er langt fra første gang, at politiet støder på denne form for kriminalitet, og fungerende vicepolitiinspektør Mikkel Ross fra Sydøstjyllands Politi understreger, at der altid er en god grund til at være særdeles kritisk, hvis en ukendt person ringer op og beder om følsomme oplysninger.

- Vi kan kun endnu en gang advare mod denne type opringninger. Man skal aldrig nogensinde, uanset om folk siger, at de er fra politiet, banken, Nets eller andet, give sine Nem ID-oplysninger over telefonen. Det er overhovedet ikke den fremgangsmåde, den slags firmaer vil bruge i sådan en situation, siger Mikkel Ross.

Mange mennesker oplever også at deres e-mail er fyldt med mere eller mindre kreative mails, der for det utrænede øje ser ud til at være afsendt fra respekterede myndigheder. Igen er der dog meget god grund til at være kritisk over denne type henvendelser.

- Vi ser, at der er en bølge af denne type aktiviteter i gang. I sidste uge har der også været nogle tilfælde af forsøg på det, hvor det bare ikke er lykkedes. Men der er nogle, som er i gang, og desværre lykkes det ind imellem, siger Mikkel Ross.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Lad os nu få den cykelbro

Annonce