Annonce
Sydjylland

82-årig sønderjyde vil i fængsel: Får stor bøde for at opfordre til at skyde og begrave ulve

Andreas Åbling Petersen foretrækker et fængselsophold i stedet for den bøde, han har fået. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Sidste år blev den sønderjyske debattør Andreas Åbling Petersen politianmeldt for at opfordre til at skyde og begrave ulve i Danmark. Det er nu mundet ud i en bøde, da det er en opfordring til lovbrud, men hovedpersonen selv vil egentlig hellere i fængsel - bare han kan få sin hjemmehjælp med.

Sag: Det førte til en politianmeldelse, da Andreas Åbling Petersen fra Ellum ved Løgumkloster i begyndelsen af 2020 opfordrede til at skyde og begrave ulve i Danmark i et læserbrev bragt på jv.dk.

I et nyt brev, som den sønderjyske debattør har sendt til avisen, skriver han nu, at han her 14 måneder senere har modtaget et brev fra politiet med et bødeforlæg på 8000 kroner.

Da han blev politianmeldt i februar sidste år, fik han ifølge ham selv at vide, at han ville blive straffet efter straffelovens paragraf 136 stk. 1, hvilket betød, at han kunne idømmes bøde eller fængsel i op til fire år.

Annonce

"Tilbuddet om fængselsophold er ikke nævnt i brevet. Jeg modtager ikke anden form for pension end folkepensionen (knap 8000 kroner om måneden). Så hvis jeg skal straffes, hvilket, jeg synes, er helt urimeligt, og som jeg vil protestere imod, så vil jeg foretrække fængselsophold i stedet for bødestraf," skriver Andreas Åbling Petersen i det brev, han har sendt til avisen.

"Men det er ikke så enkelt, for så skal jeg have det aftalt med hjemmehjælpen, som jeg ikke kan undvære, og som kommer og hjælper mig fem gange i døgnet. Jeg håber, at politiet vil vise forståelse over for problemet og hjælpe med at løse det på bedst mulig måde," skriver han videre.

Publiceret ved fejl

JydskeVestkysten har valgt ikke at bringe brevet i sin helhed som et debatindlæg, da Andreas Åbling Petersen heri gentager sin opfordring til at skyde og begrave ulve. Læserbrevet fra sidste år var ved en fejl publiceret på jv.dk i cirka 20 timer, før det blev taget ned. Det blev aldrig bragt i den trykte avis.

- Vi vil ikke viderebringe opfordringer til ulovligheder, og derfor var det en fejl, at vi publicerede læserbrevet sidste år i cirka 20 timer på jv.dk. Det er helt i orden at have det synspunkt, at der ikke skal være ulve i Danmark, men vi vil kun bringe holdninger, der er udtrykt på lovlig vis, siger JydskeVestkystens chefredaktør Mads Sandemann.

Annonce

Ulven fredet

Ulve har været fredet i EU siden 1992 og er beskyttet i henhold til EU’s habitatdirektiv og i dansk lovgivning desuden efter jagt- og vildtforvaltningsloven. Det er derfor ikke tilladt at skade, dræbe eller indfange ulve.


Hvis jeg skal straffes, hvilket, jeg synes, er helt urimeligt, og som jeg vil protestere imod, så vil jeg foretrække fængselsophold i stedet for bødestraf.

Andreas Åbling Petersen, debattør


Den ulovlige opfordring til at skyde og begrave ulve fremsatte Andreas Åbling Petersen sidste år blandt andet, fordi han ønskede at animere flere ulvemodstandere til at tage del i debatten, sagde han til avisen i februar 2020.

- Jeg gør det for at fremprovokere en debat, der skal munde ud i, at forbuddet mod at skyde ulve i Danmark bliver ophævet, sagde han dengang.

JydskeVestkysten har været i kontakt med Andreas Åbling Petersen, men det var ikke muligt at interviewe debattøren over telefonen. Avisen har også været i kontakt med ham via e-mail, men heri svarer han ikke på de uddybende spørgsmål, avisen stillede ham.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce