Annonce
Indland

82.028 tilmeldt Royal Run: Hver tredje løber for første gang

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Royal Run formår ifølge arrangører at mobilisere nye målgrupper, der ikke tidligere har deltaget i motionsløb.

Der bliver trængsel på vejene, når 82.028 personer mandag snører løbeskoene for at deltage i Royal Run.

Motionsløbet finder sted i København, Aarhus og Aalborg og på Bornholm.

Da løbet havde premiere sidste år forud for kronprins Frederiks 50-års fødselsdag, var der godt 70.000 deltagere.

- Vi er ovenud tilfredse. Det tegner til at blive en om muligt endnu større folkefest end sidste år, når vi ser på antallet af deltagere, siger direktør Søren Brixen fra DGI.

Sammen med Danmarks Idrætsforbund og Dansk Atletik Forbund står DGI bag arrangementet.

Det var meningen, at kronprinsen - ligesom sidste år - skulle deltage på ti kilometerdistancen.

Men det har en mindre diskusprolaps sat en stopper for.

I stedet nøjes kroprinsen med at gå med på den korte rute - den såkaldte One Mile på 1,6 kilometer - i Aarhus.

Han er også til stede, når løbet skydes i gang i hovedstaden.

Kronprinsesse Mary deltager - som det hele tiden har været planlagt - på fem kilometerdistancen i Aalborg.

Den kongelige deltagelse har i høj grad æren for den store interesse for at deltage, mener Søren Brixen.

- Der er ingen tvivl om, at kronprinsens engagement er med til at få nye løbere med, siger DGI-direktøren.

Han hæfter sig især ved, at løbet ser ud til at kunne mobilisere nye målgrupper, der ikke er vant til at motionere.

- Vi kan se, at 28 procent af deltagerne er med i et motionsløb for første gang. Det er meget tilfredsstillende, siger Søren Brixen.

Det er alle aldersgrupper, der er repræsenteret. Og der er flest kvinder. 59 procent af deltagerne er kvinder, mens 41 procent er mænd.

Kunsten er ifølge direktøren at fastholde interessen for løb bagefter.

Det skal en hjemmeside med anvisninger til nybegynderne om, hvordan man kan komme videre med at dyrke motion, hjælpe med.

- Vi tror, at vejen frem er at få skabt nogle situationer, hvor man med venner, familier eller kolleger kan komme ud og bevæge sig.

- Hvis man laver aftaler og formaliserer en form for aktivitet, så er sandsynligheden for, at man bliver ved, meget større, siger Søren Brixen.

Det er anden gang, Royal Run finder sted. Men der er ifølge Søren Brixen endnu ikke taget stilling til, om det skal være en årligt tilbagevendende begivenhed.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sydjylland

134 klager på fem måneder: Tolkefirma har spændt ben for politiet i Syd- og Sønderjylland

Leder For abonnenter

Danmark skal hænge sammen

Kan man forestille sig en situation, hvor det offentlige dropper investeringen i vejnettet i dele af landet, så borgerne selv må i gang med asfalteringen? Nej selvsagt ikke. Men faktisk er det nogenlunde en parallel beslutning, vores regering har truffet ved at ikke at afsætte midler til bredbåndspuljen i sit udspil til finanslov. Danmark er på vej til at blive næsten 100 procent digitaliseret. Det rummer mange fordele. Både i dialogen med myndighederne og i privatlivet kan det meste hurtigt og bekvemt ordnes via nettet, der samtidig giver adgang til et uendeligt univers af information og underholdning. Forudsætningen for at være en del af det moderne Danmark er hurtigt, stabilt internet. Imidlertid er det fortsat steder i landet, hvor borgerne ikke har denne mulighed. Hermed er de berørte koblet af en central del af infrastrukturen. Konsekvenserne er logiske. Unge familier vælger landet fra, hvis der ikke er net af tilstrækkelig kvalitet. Man skubber således yderligere på den affolkning, der allerede er sat ind af andre årsager. Kreditinstitutternes uvilje til at yde lån til boligkøb i den knap så tæt befolkede del af landet er i forvejen et problem. Men er der heller ikke netforbindelser af en antagelig kvalitet kan boliger på landet blive usælgelige. Samtidig er det svært at drive virksomhed uden bredbånd. Både det lille mekanikerværksted i landsbyen og den moderne landmand er afhængig af computeren. Ansvaret for netforbindelser kan man ligeså lidt som byggeri af veje eller broer pålægge den enkelte. Et eksempel fra Fyn viser således, at det kan koste privatpersoner op til godt 270.000 kroner at få etableret en individuel forbindelse med fibernet. Naturligvis skal staten være sparsommelig. Men en pulje på 100 millioner kroner er ingen kæmpepost på statens samlede udgifter, der i 2018 var på næsten 700 milliarder kroner. For borgerne kan hurtig adgang til nettet til gengæld gøre en verden til forskel. Danmark skal hænge sammen.

Annonce