Annonce
Varde

90 år: Netværket holder gejsten oppe

Margrethe Skade Aagesen fylder 90 år. Trods den høje alder, fejler humøret ikke noget. Privatfoto

Agerbæk: Margrethe Skade Aagesen fylder 26. juli 90 år. Det fejrer hun med en stor fest på Agerbæk hotel, hvor der er inviteret 111 gæster - familie, nære venner, nye og gamle naboer. Selv mener hun, at det er de mange nære forbindelser, som har været medvirkende til, at hun nu kan holde sin 90 års fødselsdag.

Margrethe Skade Aagesen er ud af en børneflok på i alt tre, som alle stadig lever. De opvoksede på en gård i Sekær ved Holsted på "Kaptajnsgården". Som ung var hun aktiv i blandt andet dilettant, og hun var på højskole med idræt som linjefag. Idræt, husholdning og svømning har altid været fødselarens livsnerve.

Efter Margrethe Skade Aagesen kom til Agerbæk, har hun været aktiv inden for 4H og i de senere år Kirkens Korshær. Hun mødte sin mand Laurids Aagesen i Holsted i den lokale ungdomsforening. Sammen fik de tre børn; Anna-Elisabeth, Søren og Peder.

Trods de mange gøremål i og udenfor hjemmet, blev der også tid til at Margrethe Skade Aagesen tog sig af at have Ragnhild i huset, som blev en del af familien Aagesen.

Sammen med sin mand drev Margrethe Skade Aagesen det lille husmandssted "Moselund". Der var ikke meget at rutte med, men hun havde lært af sin mor at tage det hele med og få det bedste ud af det, som var. Det var et godt hjem for hund, børn og voksne samt venner, som i de unge år kom på cykel fra Holsted. De store begivenheder var blandt andet om sommeren, når hele flokken tog til Vesterhavet eller morgensvømning i Brørup svømmebad.

Senere foregik svømning dog i Hellehallen, hvor Margrethe Skade Aagesen gik til svømning helt til omkring sin 80-års fødselsdag.

Hun har strikket et utal af strømper til nær og fjern, men også tæpper, som blandt andet Kirkens Korshærs varmestuer har haft stor glæde af, men efter et fald i efteråret 2018, vil strikkepindene ikke mere makke ret.

Margrethe Skade Aagesens mand døde som 75-årig. I den svære tid omkring og efter hendes mands død, styrkedes hendes netværk og specielt båndet til hendes gode veninde Inger "Doktor". Margrethe Skade Aagesen fik sig også en god ven i Willy Abildgaard. De to betyder meget i hendes liv i dag, hvor hun har været igennem en hård vinter med meget sygdom. Trods det, bruger hun stadig energi på at holde kontakt til familie og det gode netværk. Der kommer tit en ind til en snak og en kop kaffe eller en sildemad med en snaps.

Margrethe har i dag - udover sine egne børn, svigerbørn, børnebørn og oldebørn - også stor glæde af Willy Abildgaards familie.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

Næsten dobbelt så mange uheld på motorvejen ved Kolding: Der er ikke plads til flere biler

Leder For abonnenter

Fortsæt nu endelig bare det gode arbejde

Det har siden september kostet et velfortjent klip i kørekortet, hvis politiet opdager, at du roder med din mobiltelefon, mens du kører bil. 6814 bilister har følt konsekvensen af den strammede lovgivning. Det er mange, men det er ikke en eneste for mange. Tvært imod. Det var på høje tid, at konsekvensen for åbenlyst uopmærksom adfærd i trafikken blev takseret hårdere. Politiet anslår, at op mod 30-35 procent af uheld og ulykker i trafikken skyldes uopmærksomhed. Mennesker kommer alvorligt til skade. Nogen kære dør. Fordi andre mener, at det er nødvendigt at læse en sms, kigge på Facebook, skrive en besked i Messenger, lede efter musik på Spotify. Mens bilen tordner afsted gennem landskabet. Det tager ikke meget mere end fire sekunder at læse en sms og besvare med et thumbs up, en smiley eller et hjerte. Mange af os har gjort det. Men fire sekunder er knap 60 meter hen ad vejen ved skolen. Det er knap 90 meter på landevejen. Og næsten 125 meter på motorvejen, hvor fartbegrænsningen er 110 kilometer i timen. I blinde. Det er livsfarligt, og selvfølgelig skal den slags ligegyldighed med andres liv og helbred koste noget mærkbart. Leder af færdselspolitiet ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Knud Reinholdt, havde forventet, at flere ville lade mobilen ligge, da klippereglen trådte i kraft i september. Det forventede han med afsæt i erfaringer, fra dengang hastighedsforseelser begyndte at koste klip. Sådan er det desværre ikke gået. Der er ikke noget i antallet af klip, der tyder på bedring. Der er ikke noget i færdselspolitiets oplevelser, der tyder på det. I virkeligheden er det nok ikke så overraskende. Vi - og det vi gælder altså næsten os alle - har fået et helt utroligt tæt forhold til vores mobiltelefoner, og vi sætter den over venner, familie, koner og børn i masser af sociale sammenhænge. Der er det dog ikke strafbart, blot tankevækkende. I trafikken derimod skal vi ikke acceptere det. Det tog tid med alkohol og det at føre bil, men det blev dog med tiden totalt uacceptabelt. Vi må samme vej med mobilen, og vejen går over en række klippede kørekort. Klø på, kære politi. Vi trænger tydeligvis til kollektiv opdragelse, og den må være lidt hårdhændet. Hver og en af dem I klipper har fortjent det.

Annonce