Annonce
forside

90 år: Svend Pedersen har vasket alt i Esbjerg og på havnen

Den tidligere indehaver af Esbjerg Vaskeri, Scend Pedersen, fylder fredag 90 år. Privatfoto.

Den tidligere indehaver af Esbjerg Vaskeri, Scend Pedersen, fylder fredag 90 år.

Esbjerg: Det er nok svært at komme på en beklædningsgenstand eller andet, der med jævne mellemrum skal vaskes, som Svend Pedersen ikke har haft fingrene i. Den tidligere indehaver af Esbjerg Vaskeri, som fredag fylder 90 år, er nemlig en af havnens "grand old men".

Godt nok har han ikke direkte drevet virksomhed på havet, men som mangeårig vaskeriejer har han i høj grad serviceret de firmaer, som har arbejdet med transport til havs, fiskeri eller energirelateret offshorevirksomhed.

Egentlig var det mælk og ost, han skulle have beskæftiget sig med, for Svend Pedersen, der er født i Fjaltring, er uddannet mejerist fra Brørup Mejeri, og kort tid efter uddannelsen købte han i 1952 en flødefabrik, som lå i Nørregade i Esbjerg.

Annonce

Kakaomælk eller vaskeri

Her havde han blandt andet fået den idé, at man kunne lave chokolademælk - på samme tid i øvrigt som Anker Pallesen et andet sted i området eksperimenterede med det, der senere skulle blive til den berømte Cocio chokolademælk fra Esbjerg - men myndighedskrav til hygiejne og andet gjorde det til en for stor en mundfuld at bygge fabrikken om, så det blev i stedet til et vaskeri.

Det har det været lige siden - først i Nørregade, siden i Teglværksgade - og i dag drives det videre af sønnen Ib. Men over årene har opgaverne ændret sig kolossalt.

Fra at vaske "vådt" for private, som så selv tørrede deres tøj derhjemme, var Svend Pedersen med, da de to første forsyningsskibe kom til Esbjerg og den spæde start på det, der siden er blevet til landets førende offshore-havn, tog sin begyndelse.

Hurtigt blev virksomheden til et vaskeri for erhvervslivet, og klientellet har gennem 40 år blandt andre talt Mærsk (nu Total).

En aktiv herre

Når man siger Svend Pedersen, siger man også automatisk hustruen Lilly, som han har været gift med i 67 år og fortsat bor med på Sædding Strandvej. Hun har gennem alle årene været en uvurderlig del af firmaet, hvor hun blandt andet ordnede regnskaber og personale.

I sin fritid nyder Svend Pedersen at være i sommerhuset ved Fanø Bad, og inden da var han i mange år formand for Dansk Caravan Klub, eftersom familien i mange år nød at holde ferier i campingvogn, ligesom han har været meget aktiv i Odd Fellow Logen i Esbjerg

90 års fødselsdagen fejres på lørdag med en herrefrokost på Gl. Havn, mens parret på selve dagen, fredag, nok får besøg af blandt andre børnene Bjarne Pedersen, Ib Pedersen og Elsebeth Pedersen, samt nogle af de 10 børnebørn og 14 oldebørn. friis

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Terror skal bekæmpes uden tøven

Takket være en dygtig indsats fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) og syv af landets politikredse kan Danmark meget vel være sluppet for ét eller flere terrorangreb. Ved en koordineret aktion onsdag blev flere end 20 adresser over hele landet ransaget og omkring 20 personer anholdt. Ifølge det oplyste fik politiet fat i alle de personer, der var mistænkt, og der menes derfor i denne sag ikke at være flere potentielle terrorister på fri fod. De anholdte vil blive fremstillet ved grundlovsforhør, flere af dem sigtet efter straffelovens såkaldte terrorparagraf. Det er sparsomt med oplysninger i sagen, men ifølge politiet har flere af de anholdte haft "militant, islamistisk motiv" til den planlagte terrorhandling, som vi indtil videre ikke ved noget om. Sagen vidner om den dødsens alvorlige situation, vi som land befinder os i. Der findes iblandt os mennesker, der drevet af islamisk fundamentalisme vil os det ondt, som ingen midler skyer og hvis mål er at skabe skræk og rædsel ved så dødelig terror som muligt. Det er hinsides vores fatteevne, hvorfor de er i besiddelse af så indædt had til de frie samfund, hvis beskyttelse de nyder godt af hver dag, men det er de. Det er ubegribeligt, hvorfor de overhovedet lever i vores vestlige demokratier, men det gør de. Desværre. Det må vi indrette os efter og droppe enhver naiv forestilling om andet, end at vi har været under angreb, at vi er under angreb og at vi kommer under angreb. Mindst én gang tidligere har dansk politi afværget et større terrorangreb, da fire mand i 2010 blev anholdt for at planlægge et attentat mod JP/Politikens Hus i København. I 2015 blev der gennemført to terrorangreb i København på Krudttønden og mod en jødisk synagoge. Her blev to mennesker dræbt. Vi har allerede tilladt mere overvågning og registrering i samfundet, men vi bryder os ikke om at ofre vores frihed på terrorens alter. Lige i dag må vi glæde os over, at der med dygtigt politiarbejde formentlig blev afværget et grusomt terrorangreb.

Annonce