Annonce
Aabenraa

90'er festival er populær: De første 2000 billetter blev revet væk

De første 2500 billetter er solgt til "Vi elsker 90'erne" i Aabenraa. Billedet stammer fra musikfestivalens besøg i Holstebro. Arkivfoto: Johan Gadegaard

Da billetsalget til "Vi elsker 90'erne" begyndte i onsdags, tog det 40 minutter at få solgt de første 2000 billetter. Nu er tallet oppe på 2500, og arrangørerne kan næsten ikke få armene ned over den opbakning.

Aabenraa: De sad spændte foran computeren onsdag eftermiddag, da billetsalget til den store 90'er festival i Aabenraa "Vi elsker 90'erne" begyndte.

Men der var ingen grund til nervøsitet hos arrangørerne fra Gazzværket, for køen var lang, og de første 2000 billetter blev revet væk på 40 minutter.

- Det er fuldstændig forrygende, helt vildt og mega dejligt at få sådan en start. Nu var de første billetter også rigtige billige, men dem var der ikke så mange af, men vi er jo stadig ikke oppe på normalprisen på 700 kroner. Jeg har ikke det endelige tal for billetsalget, men jeg vil tro, at de første 2500 billetter er væk, fortæller Hasse Eduard fra Gazzværket.

Lige nu er de lokale arrangører ved at blive klogere på, hvordan den store musikfestival skal løbe af stablen til sommer, og derfor kommer manden bag konceptet, Riffi Haddaoui, til Aabenraa i næste uge, så alle spørgsmål kan blive besvaret.

Gazzværket har nemlig blandt andet også planer om at tilbyde virksomheder deres eget telt ligesom til DHL-Stafetten.

- Det har arrangørerne i Rødovre stor succes med, så det kunne vi også godt tænke os. De business-billetter kommer i salg senere, forklarer Hasse Eduard.

Annonce

Har reserveret Ringriderpladsen

Den forrygende start på billetsalget og planerne om virksomhedstelte og måske også madtelte, hvor lokale restauratører kan være med, har fået Gazzværket til at genoverveje den første ønskede placering på Aabenraa Havn.

- Der er nok ikke plads nok, og så er der også usikkerheden, om vi kan bruge havnen den dag. Den usikkerhed er for stor, og derfor har vi også reserveret Ringriderpladsen den 1. juni, da der er plads nok der. Men der er også ulemper ved græs, for der er dyrskue en uge inden, og hvis det nu regner der, så skal pladsen nå at være klar til vores festival. Men nu bliver det der, fortæller Hasse Eduard.

Han kan samtidig afsløre, at de 2500 billetter er solgt til en bred målgruppe mellem 18 og 60 år og til folk fra hele Sønderjylland.

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce