Tilmeldingen til Natløbet er i fuld gang. Spar penge ved tilmelding nu, for på dagen er prisen 100 kroner uanset alder.
SØNDERBORG: De første knap 900 løbere er klar til Natløbet fredag 22. august, som er en del af programmet til Kultur- og Idrætsnatten i Sønderborg. I år er der sat et maksimum på 2.200 deltagere, så det er en god ide at melde sig til i god tid.
Der er en del nyheder i forbindelse med årets Natløb. For det først flyttes start og mål, så starten ikke længere er på Søndertorv. Det nye start- og målområde bliver ved havnekontoret på Nørrebro, og mødestedet på aftenen er skøjtebanen, hvor der er fælles opvarmning fra ca. kl. 21.15.
Flytningen betyder også en forandring for ruten. Den første del af ruten på Dybbøl-siden er der ikke ændret ved, men når man kommer tilbage over Christian X's bro, så skal deltagerne løbe på blandt andet gågaden, rundt om Mølledammen, på Ringgaden og gennem sygehusområdet, inden løberne slutter af langs havnen. I alt er ruten ca. 5,8 km.
Den sidste nyhed i forbindelse med Natløbet er starttidspunktet, som er klokken 21.30.
Priserne er de samme som i 2013. Det vil sige 25 kroner for børn under 9 år, 50 kroner for 9 -14 årige, og 75 kroner for voksne over 15 år. Tilmeldingsgebyr er 12,50 kroner pr. deltager
Tilmelding skal ske på www.sportstiming.dk senest onsdag 13. august kl. 9. Hvis der ikke bliver udsolgt, så kan eftertilmelding ske på aftenen i teltet ved skøjtebanen mellem kl. 19 og 21. Ved eftertilmelding er prisen - uanset alder - 100 kroner inkl. tilmeldingsgebyr.
Der er præmier til den hurtigste i hver aldersklasse, og der trækkes også lod blandt løbenumre.
Efter løbet vil der være ½ l. vand i flaske og et stykke frugt fra Hestehavegaard.
Ny rute
Løbet skydes af sted på Nørrebro og går over Kirkebakken, Løkken, Kong Chr. 10's bro, Sundgade, Ankersgade, Scharffenbergsgade, Dybbølgade, Kong Chr. 10's bro, Løkken, Jernbanegade, Perlegade, Hansensgade, Ved Mølledammen, Mølledammen, Damgade, Ringgade, Nordvang, Sydvang, Engelshøjgade, Helgolandsgade, Havbogade, Nørre Havnegade og ender ved målet på Nørrebro.