Annonce
Sport

AaB sælger angrebstalent til FC København

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Mikkel Kaufmann skifter fra AaB til FC København til sommer, bekræfter begge klubber på deres hjemmesider.

Fodboldklubben AaB har solgt Mikkel Kaufmann til FC København. Den 19-årige angriber skifter til FCK 1. juli 2020.

AaB kalder det klubbens tredjestørste handel nogensinde og angiveligt den næststørste handel to danske klubber imellem.

Da FC Nordsjælland sidste sommer solgte forsvarsspilleren Victor Nelsson til FCK, kaldte Farum-klubben handlen for den største mellem to danske klubber.

Summen for Nelsson blev ikke offentliggjort, men danske medier berettede om en handel på 25 til 27 millioner kroner.

Summen for Kaufmann bliver heller ikke offentliggjort, men AaB oplyser, at klubben opjusterer resultatet for 2020 til et underskud på 8-13 millioner kroner.

Heri er indregnet investering i spillertruppen og strategiske investeringer i den kommercielle udvikling.

Nordjyderne havde egentlig ikke tænkt sig at sælge Kaufmann nu, fortæller AaB-direktør Thomas Bælum til klubbens hjemmeside.

- Det var på ingen måde vores plan, at Mikkel Kaufmann skulle sælges nu, men efter FC Københavns henvendelse har der været ført konstruktive forhandlinger parterne imellem, og efterhånden nåede vi et sted, hvor der for AaB's bedste ikke længere var fornuft i at sige nej.

- Naturligvis er vi kede af allerede til sommer at skulle tage afsked med Mikkel, men i et større perspektiv må vi betragte et salg af denne kaliber som en styrkelse af vores klub, så vi fremdeles kan bevæge os fremad såvel på som uden for banen, siger Thomas Bælum.

I denne sæson er Kaufmann noteret for 17 kampe i Superligaen og 7 mål.

FCK-træner Ståle Solbakken anser Kaufmann for at være en angriber med et stort potentiale, som kun lige er begyndt at blive foldet ud.

- Han har gode fysiske forudsætninger, og han har i efteråret vist sine evner som målscorer for AaB. Han er langtfra færdigudviklet som fodboldspiller.

- Men vi glæder os meget til at følge ham i foråret, hvor vi er overbeviste om, at han vil tage yderligere skridt i sin udvikling i et godt miljø på et stærkt AaB-hold, inden han rykker til København, siger Solbakken.

Nordmanden fortæller, at det er sandsynligt, at der sker nogle justeringer i FCK-truppen til sommer på angrebspositionen, og at man gerne vil være godt forberedt.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce