Annonce
Aabenraa

Aabenraa dropper mål om regionalt spillested: Vi er ikke klar endnu

Hvis Sønderborghus igen får lov til at blive regionalt spillested for perioden 2021 til 2024, bliver der i det regi lavet koncerter på blandt andet Gazzværket. Arkivfoto: Errol John Manalo Babao
Det bliver ikke i denne omgang, at Aabenraa Live søger om status som regionalt spillested. I stedet har man indgået en aftale med Sønderborghus om et fast antal årlige koncerter.

Aabenraa: Aabenraa Kommunes musikalske satsning, Aabenraa Live, dropper ambitionerne om regionalt spillested i denne omgang.

Det fortæller Lars Kristensen (V), formand i kommunens kultur- og fritidsudvalg.

- Vi har aftalt med Sønderborghus (det nuværende regionale spillested i Sønderjylland, red.), at de søger ind som regionalt spillested. Så har vi lavet en samarbejdsaftale mellem Aabenraa Live og Sønderborghus, som lægges med ansøgningen, siger han.

Aftalen indebærer blandt andet et fast antal koncerter i Aabenraa i regi af regionalt spillested.

- Vi har allerede et godt samarbejde med Sønderborghus om at få tildelt nogle koncerter her i Aabenraa Kommune. Men nu har vi fået papir på, at der i perioden 2021 til 2024 skal lægges op til 18 årlige koncertdage på Nygadehuset, Gazzværket eller i andre byer. Det er jo en del grundlaget for Aabenraa Live at komme ud i hele kommunen, siger Lars Kristensen.

Regionalt spillested

Statens Kunstfond giver lige nu støtte til 18 forskellige regionale spillesteder over hele landet. Sønderborghus er det eneste regionale spillested i Sønderjylland, og her modtager man 1,4 millioner kroner om året i støtte.

De regionale spillesteder er udpeget for en fireårig periode, og den udløber i 2020. 28. februar er der frist for at søge til perioden 2021 til 2024.

Vi er ikke modne

En del af grundlaget er også at på sigt få status som regionalt spillested. Men organisationen var simpelthen ikke klar endnu, forklarer udvalgsformanden om den nuværende ansøgningsrunde, som har frist sidst i februar.

- En af de vigtige punkter er, at man skal kunne vise finansiering frem til 2024, men Aabenraa Live er indtil videre kun finansieret frem til 2022. Desuden mener vi ikke, vi er helt modne endnu, og vi er blevet enige om, at den her aftale med Sønderborg faktisk er rigtig god. Måske er regionalt spillested noget, vi vil arbejde hen imod med tiden. Men jeg lytter til forvaltningen og Aabenraa Live, når de siger, vi ikke helt er der endnu. Det skal bygges op, siger Lars Kristensen, som også understreger, at det ikke får den store betydning for koncertgængerne, hvorvidt Aabenraa Live er regionalt spillested eller ej.

- Nu får vi nogle koncerter i regi af regionalt spillested, og så har Aabenraa Live selv nogle midler at arrangere koncerter for. Der bliver masser af musik, siger han.

I øvrigt mener han, at det er et stærkt signal at sende til Statens Kunstfond, når ansøgningen sendes ind.

- Det viser, at Aabenraa og Sønderborg står sammen om det her, siger Lars Kristensen.

Annonce
Danmark

Onsdagens coronatal: 353 nye smittede

Annonce
Annonce
Annonce
Kolding For abonnenter

Ukrainer idømt fire års fængsel, udvisning og bøde på 71 mio kr. i stor sag om ulovlig cigaretfabrik: - Først i dette øjeblik er det gået op for mig, hvor alvorligt det er

Danmark

CureVacs vaccine opfylder ikke kriterier i afgørende studier: Den er kun 47 procent effektiv

Annonce