Annonce
Læserbrev

Aabenraa Kommune og rettidig omhu - Næh!

Annonce

Læserbrev: 26. november var jeg tilmeldt et spændende kursus på SOSU-skolen i Aabenraa. Jeg er hjemmesygeplejerske, og det er min arbejdsgiver Aabenraa Kommune, der havde bedt mig om at deltage, og som samtidig var arrangør.

Da jeg ankommer til skolen før kl. 8, er samtlige pladser belagt, og det er ikke muligt at undvige til parkeringspladserne omkring Folkehjemmet, da hele området var afspærret. I min nød parkerer jeg på den parkeringsplads, som befinder sig NV for SOSU-skolen, hvor jeg også bemærker, at en del andre kursister vælger at parkere.

Efter endt kursus hænger der en parkeringsbøde under vinduesviskeren udstedt kort efter kl. 10 - herefter steg gallen opad!

Jeg finder det dybt frustrerende, at min arbejdsgiver sender mig på kursus, men samtidig ikke sørger for, at det er muligt for mig at parkere min bil (jeg bor 25 km fra skolen). Samtidig lægges der en emsighed for dagen af parkeringsvagten, da denne øjensynligt må have været vidende om, at her var der udsigt til fedt bytte, da rigtigt mange kursister ikke havde andre optioner end at benytte sig af de muligheder for parkering, der nu engang var, selv om der var parkeringsforbud.

Kommunen vil selvfølgelig gøre gældende, at parkeringsforbuddet til enhver tid skal overholdes, men når nu kommunen samtidig står som den ansvarlige for hele kæden: indkaldelsen til kursus, lokaliteten, afspærringen af alternative parkeringspladser, så agerer den ikke med rettidig omhu, men lader kursisterne i stikken.

Det, man burde kunne forvente, var, at man enten havde valgt et andet kursussted, havde anvist alternative parkeringsmuligheder eller i det mindste havde adviseret kursisterne i forvejen om, at der var parkeringsproblemer.

Jeg har nu fået lov at betale 750 kr. for et kursus, som tjener en opkvalificering i mit arbejde - den slunkne kommunekasse fryder sig. Hos mig er gallen ikke fortaget!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce