Annonce
Sport

Aalborg knuser TTH og sætter sejl mod semifinalerne

Felix Claar var kampens helt store oplevelse, da Aalborg spillede sig nærmere en semifinaleplads i håndboldligaens slutspil. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Mestrene fra Aalborg er igen i omdrejninger. Det gik onsdag ud over TTH, som blev slået på eget halgulv.

Efter det overraskende åbningsnederlag i slutspillet mod Skanderborg har det forsvarende mesterhold Aalborg Håndbold atter fundet melodien.

Onsdag aften spillede nordjyderne en flot kamp ude mod TTH Holstebro, som blev slået sikkert med 30-26 i ligaens slutspil.

Det sender Aalborg forbi netop TTH og op på førstepladsen i slutspillets gruppe 2. Nummer ét og to i gruppen går til semifinalerne.

Aalborg er oppe på seks point efter tre af de seks runder i slutspilsgruppen. TTH har fem point. Skanderborg er på to point, og Skjern er uden point, men de to hold har spillet en kamp mindre.

I opgøret mod Aalborg var de vestjyske værter med til 8-9 efter små 20 minutter af kampen. Derfra var mestrene i kontrol over kampen.

Aalborg-playmaker Felix Claar var TTH's helt store problem. Den stærke svensker drev simpelthen gæk med hjemmeholdet, som slet ikke kunne holde ham i duellerne.

Han endte med at score seks mål på syv forsøg samt lægge op til yderligere ni scoringer.

Ved pausen var forskellen på fem mål, og den blev øget af aalborgenserne i starten af anden halvleg.

Føringen var på sit højeste oppe på otte mål, og selv om niveauet faldt en smule mod kampens slutning, var de to point aldrig i fare.

I den anden slutspilsgruppe fik KIF Kolding de første point i slutspillet, da den jyske traditionsklub på hjemmebane slog Sønderjyske med 32-29.

GOG fører den gruppe med seks point foran Bjerringbro-Silkeborg (BSH), som har tre point. Både KIF Kolding og Sønderjyske har to point. GOG og BSH har dog spillet en kamp mindre end de to andre.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Kolding For abonnenter

Steen havde job, kone, børn og hus - men røg på flasken: Nu bor han på forsorgshjem og forsøger at komme ud af sit misbrug

Esbjerg

Esbjergenser har tilbragt natten på stationen: Råbte efter politiet og slog betjent i ansigtet

Annonce