Annonce
Indland

Aalborg Universitet lukker helt for tyskuddannelser

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Der er for få, der er interesserede i tyskuddannelserne på Aalborg Universitet. Derfor bliver de udfaset.

Aalborg Universitet lukker for optaget på tyskuddannelser.

Det oplyser universitet ifølge Nordjyske og DR Nyheder.

Således bliver de to fag, hvor der på Aalborg Universitet bliver arbejdet med det tyske sprog, udfaset. Det samme sker med et af universitetets spanske fag.

Beslutningen er taget efter længere tids tilbagegang i optaget på sproguddannelserne. De tre fag, der nu lukker, optog i september tilsammen 21 studerende på bacheloruddannelsen, og endnu færre tog hul på kandidaten.

- Vi kan ikke trylle. Der er andre ting, som de unge mennesker vil for tiden, og det synes jeg, er brandærgerligt. Men nu har vi taget konsekvensen af det, siger dekan ved Det Humanistiske Fakultet Henrik Halkier til DR Nyheder.

De studerende, som er i gang med de tre uddannelser på enten bachelor- eller kandidatniveau, vil under alle omstændigheder have mulighed for at gøre den uddannelse, de er i gang med, færdig på Aalborg Universitet.

Men der er altså lukket for, at flere kan følge i deres fodspor.

Det ene tyskfag, der forsvinder, er den klassiske tyskuddannelse, hvis kandidater typisk bliver gymnasielærere. Fem begyndte på bacheloruddannelsen i september.

Det andet fag er international virksomhedskommunikation med tysk som speciale, som fik syv nye studerende i september.

Den sidste uddannelse, der bliver lukket, har spansk som hovedfag. Det er dog stadig muligt at tage andre uddannelser på universitetet, hvor spansk er en del af uddannelsen.

Ifølge Henrik Halkier har de tre snart forhenværende uddannelser haft faldende ansøgertal de seneste fem år. Sammenlignet med 2014 er de næsten blevet halveret.

I august var Carl Kinze, næstformand i Tysklærerforeningen for Grundskolen, ude at advare mod udviklingen, fordi landets gymnasier inden længe vil få "akut" brug for lærere i tysk og fransk.

/ritzau/

Annonce
Link til artiklen på Nordjyskes hjemmeside
Link til artiklen på DR''s hjemmeside
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Vi gør det fortsat ikke godt nok

Møgsagerne i det offentlige Danmark har stået i kø med milliardsvindel med udbytteskat, misbrug af Socialstyrelsens midler og tilsyneladende meget grove forhold hos Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse. Lokalt har vi såmænd også haft et tilfælde, hvor fire personer er blevet sigtet for bedrageri mod Sygehus Lillebælt. Alt dette til trods: Vi er fortsat verdens mindst korrupte land sammen med New Zealand. Det viser anti-korruptionsbevægelsen Transparency Internationals årlige undersøgelse af forholdene i 180 lande. Egentlig er det ikke så overraskende. Inderst inde ved de fleste danskere jo godt, at bestikkelse hører til sjældenhederne. Få borgere kunne finde på at tilbyde myndighedspersoner erkendtligheder i forventning om modydelser. Og endnu færre offentligt ansatte kunne formentlig drømme om at tage mod penge eller tvivlsomme vennetjenester. Vi har grund til at glæde os over dette forhold. Korruption er en kræftsvulst på samfundet. Den gør alt dyrere og langsommere, fordi udgifterne til korruption skal lægges oven i prisen på alle projekter, hvor man tilmed langtfra kan være sikker på, at de bedste og billigste får overdraget en given opgave. Derfor er det heller ikke noget tilfælde, at de mest korrupte lande som regel også er de fattigste med for eksempel Sydsudan, Somalia og Syrien som nationer, der både er bundkorrupte og aldeles rædselsfulde at bo i. Korruption er imidlertid langtfra kun et økonomisk problem. Endnu værre er det, at bestikkelse tærer på ethvert samfunds vigtigste kapital, nemlig tilliden mellem borgerne indbyrdes og i forhold til myndighederne. Danmark er fortsat et samfund bygget på gensidig tillid. Men ligesom vi trods førstepladsen mister point på opgørelsen over korruptionens omfang, er der også en blevet plads til en lille tvivl i mange danskeres forhold til myndighederne. Den situation er netop opstået på grund af den senere tids mange skandaler. Så jo, vi gør det godt. Men vi gør det fortsat ikke helt godt nok.

Regionalt For abonnenter

Borgmestre raser over skrottede solcelle-planer for millioner: - Det er fuldstændig vanvittigt

Annonce