Annonce
Kolding

Aase vendte skraldespanden forkert: Så kørte skraldemændene uden at tømme den

Det er denne seddel, Aase Marie Hansen fandt på sin skraldespand onsdag formiddag. Privatfoto

Det er vigtigt at vende sin skraldespand korrekt, hvis man vil være sikker på, at den bliver tømt. Det har Aase Marie Hansen fra Vamdrup lært på den hårde måde, da hun ikke fik tømt sin skraldespand onsdag. Nu må hun selv betale for en ekstra tømning.

Vamdrup: Aase Marie Hansen sad i sit nattøj og spiste morgenmad, da hun ud af vinduet fra sin lejlighed på Vestergade i Vamdrup kunne se, at de to skraldemænd, der onsdag morgen kom for at tømme hendes skraldespand, kørte igen - men uden at tage skraldet med.

- De stod ved skraldespanden og kiggede også i den. Men så skrev de bare en seddel og kørte igen, siger Aase, der ikke nåede at få talt med de to skraldemænd.

- Jeg tænkte: Hvad laver I? Og så løb jeg ind for at tage noget mere tøj på, men da jeg kom ud, var de allerede væk.

På den efterladte seddel fremgår det, at skraldespanden ikke blev tømt, da Aase havde glemt at vende håndtaget på skraldespanden fremad.

Meldgaard Miljø, der står for dagrenovationen i Kolding Kommune, fortæller efterfølgende til JydskeVestkysten, at det er korrekt, at skraldespande ikke bliver tømt, hvis de vender forkert:

- Skraldespandene skal vende med hjulene frem - altså med hjulene ud mod skraldemændene. Det gør det nemmere at løfte de tunge beholdere, der har plads til op til 370 liter. Det giver forkerte vrid og løft for kroppen, hvis skraldemændene skal vende og måske løfte på mange hundrede skraldespande, fordi borgerne ikke har vendt dem korrekt, forklarer Freddy Fogh Sørensen, der er afdelingschef i Meldgaard Miljø.

Det er blot få uger siden, at Kolding Kommune fik et nyt affaldssystem. For flere borgere betyder ændringen, at skraldespandene skal stå på denne måde for at blive tømt.

Annonce

Det er jo en service, vi betaler for. Jeg ved nu, at jeg havde lavet en fejl ved at vende skraldespanden forkert. Men hvorfor tømte de den ikke alligevel, og derefter hængte en seddel på, hvor de informerede om, at jeg havde gjort noget forkert? Hvorfor får man ikke en ekstra chance?

- Aase Marie Hansen

En ekstra chance

Aase Marie Hansen er dog stadig uforstående overfor, hvorfor de to skraldemænd ikke tømte skraldespanden alligevel.

- Det blev jeg irriteret over. Det er jo en service, vi betaler for. Jeg ved nu, at jeg havde lavet en fejl ved at vende skraldespanden forkert. Men hvorfor tømte de den ikke alligevel, og derefter hængte en seddel på, hvor de informerede om, at jeg havde gjort noget forkert? Hvorfor får man ikke en ekstra chance, spørger Aase.

Ifølge Meldgaard Miljø har de to skraldemænd fulgt proceduren, der betyder, at borgerne kun modtager en advarsel første gang, de ikke vender skraldespanden korrekt.

- I vores system ser det ud til, at det på den konkrete adresse var anden gang i træk, at skraldespanden vendte forkert. Vi har dermed allerede givet en advarsel. Og så tømmer vi den ikke anden gang. Groft sagt kan man sige, at hvis vi hver gang tømte den alligevel, så ville borgerne jo ikke ændre adfærd, siger Freddy Fogh Sørensen.

Du skal selv betale

Den advarsel kender Aase imidlertid ikke noget til. Nu står hendes skraldespand stadig fyldt til bristepunktet på Vestergade i Vamdrup. Og Aase, der ikke er bilejer, kan ikke selv fjerne det.

- Og så tømmer de den jo heller ikke næste gang, hvis den er alt for fyldt. Det står også på sedlen, siger hun.

Ifølge Freddy Fogh Sørensen skal man kontakte Kolding Kommune, hvis man ønsker at bestille en ekstra tømning eller tilladelse til at placere ekstra sække, der også skal fjernes ved næste tømning. Begge dele skal man betale for.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Spændende projekt med Tilflytterbolig

Det går op og ned for landsbyerne. Sådan er det rundt i landet, og sådan er det også her i Vejen Kommune. Et par eksempler fra den seneste tids artikler her i JydskeVestkystens Vejenudgave afspejler meget godt, at det står sådan til: I Hovborg er der et mål om at uddele velkomstkurve til de borgere, som flytter til landsbyen. Men den målsætning er blevet en udfordring, simpelthen fordi der flytter så mange til landsbyen, et det endog er svært at følge med at få uddelt velkomstkurvene. I den østlige ende af kommunen – i Andst – har landsbyens dagligvareforretning, Høkeren, mistet omsætning. Andst er ellers en af de landsbyer, hvor der også har været god gang i tilflytningen og byggeri af nye huse gennem de senere år. Hver sin landsby – med hver deres udfordringer. Men tilbage til Hovborg. Selv om det på jævnt vestjysk kan konstateres, at ”det egentlig går udmærket” i Hovborg, hvor der findes en brugsforening, en kro, virksomheder samt et aktivt foreningsliv, så bliver øjnene alligevel ikke lukket for, at der hele tiden skal gøres noget for ikke bare at fastholde tingene, som de er; nej, der skal også udvikling til. Lokalrådet i Hovborg har just afviklet et møde, hvor det netop handlede om, hvad der skal til for at skabe udvikling og fremdrift, der kan være med til at sikre landsbyens overlevelse. Et af udgangspunkterne for mødet er den statistiske kendsgerning – en træls én af slagsen – nemlig, at der rundt i landet de seneste ti år er flyttet 40.000 beboere fra de små samfund og ind til byerne. Det er tæt på, at tallet matcher indbyggertallet i hele Vejen Kommune. En del af lokalrådets møde kom til at handle om projekt Tilflytterbolig, som Hærvejsklyngen – Hovborg, Lindknud, Gjerndrup, Gesten og Bække – er langt fremme med. Ikke færre end 16 projekter er i gang rundt i landet, og her lokalt har Hærvejsklyngen planer om at købe den tidligere børnehave-ejendom i Lindknud og ombygge den til en Tilflytterbolig. En Tilflytterbolig er rettet mod familie eller par, der ikke er bosiddende i den pågældende landsby, men som af jobmæssige årsager ønsker eller overvejer at flytte tættere på sin nuværende eller kommende arbejdsplads. Tilflytterboligen giver mulighed for, at familien eller parret kan finde ud af, om et nyt lokalsamfund og et eventuelt nyt job er det rigtige valg, inden man investerer i en bolig i et område, man ikke kender. I disse år er der god gang i udviklingen af arbejdspladser i Vejen Kommune, hvilket skaber et potentiale for nye tilflyttere. Den tilflytterkampagne, som Vejen Kommune og UdviklingVejen har i gang, suppleres rigtig fint med projektet med en Tilflytterbolig. Det bliver derfor spændende at følge projektet i Lindknud, og om det efterfølgende lykkes at få en Tilfytterbolig i hver af de fem landsbyer i Hærvejsklyngen. GOD SØNDAG

Annonce