Annonce
Sport

Tidligere Fiorentina-træner skal løfte Milan ud af dyndet

Tiziana Fabi/Ritzau Scanpix
Stefano Pioli har underskrevet en toårig aftale med AC Milan, der tirsdag fyrede Marco Giampaolo.

Det bliver som ventet Stefano Pioli, der får træneransvaret i den italienske fodboldklub AC Milan.

Klubben oplyser på sin hjemmeside, at Pioli har underskrevet en aftale gældende for de kommende to år.

Han afløser Marco Giampaolo, som tirsdag fik silkesnoren efter en skuffende sæsonstart.

53-årige Pioli stod senest i spidsen for Fiorentina, hvor han i april opsagde sit job efter en stribe dårlige resultater.

I alt har han trænet syv forskellige Serie A-klubber, blandt andet storklubber som Lazio og Inter i en trænerkarriere, der blev indledt tilbage i 1999.

Milan har åbnet sæsonen i Serie A med fire nederlag i de første syv kampe og indtager en aktuel 13.-plads i tabellen.

Den traditionsrige klub kæmper for at komme ud af den sump af sløje resultater, der har præget de seneste sæsoner.

Milan vandt den seneste af sine foreløbig 18 italienske mesterskabstitler i 2011 og har ikke været en del af Champions League i de seneste seks sæsoner.

De mange skuffelser har gjort tålmodigheden kort i Milano-klubben. Piolis forgænger, Marco Giampaolo, havde blot ansvaret syv ligakampe, inden han blev smidt på porten.

End ikke en 2-1-sejr i søndagens udekamp mod Genoa kunne redde den forhenværende træners job.

/ritzau/

Annonce
Nyheden på AC Milans hjemmeside
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Tunnel bliver en klar gevinst

Tysklands rigsrevision, Bundesrechnungshof, har kørt tunnellen under Femern Bælt gennem et regneark og fundet ud af, at den faste forbindelse ikke nødvendigvis kan betale sig set fra den tyske side af grænsen. Revisionen har kalkuleret, at det vil koste omregnet godt 26 milliarder kroner at gennemføre den nødvendige udbygning af veje og jernbaner. Den udgift står muligvis ikke mål med gevinsterne fra en fast forbindelse, mener man. Dette har skabt fornyet røre om projektet blandt tyske politikere. Her har De Grønne hele tiden været skeptiske og kræver nu, at planen tages op til fornyet overvejelse. Set med danske briller minder det om den debat, der udspandt sig før byggeriet af Storebæltsbroen. Den var helt overflødig, det var så hyggeligt at drikke dårlig kaffe på DSB’s færger, og brobyggeriet kunne ødelægge vandmiljøet, lød nogle af argumenterne dengang. I dag ville næppe nogen undvære broen, der ikke kun fysisk, men også mentalt har bundet Danmark meget bedre sammen. År for år sætter trafikken rekord, og investeringen på over 26 milliarder frem mod åbningen i 1998 bliver derfor tilbagebetalt noget hurtigere end de 37 år, der oprindelig blev budgetteret med. Ganske det samme vil formentlig ske for tunellen under Femern Bælt. Naturligvis skal den slags megaprojekter gennemtænkes grundigt. Alle aspekter i forbindelse med såvel økonomi som økologi må tages i betragtning. Ikke desto mindre er der ikke nogen grund til dommedagsscenarier, viser erfaringerne fra Storebælt. Naturligvis er det en indlysende fordel for såvel Danmark som de øvrige, nordiske land, at der bliver nemmere fysisk adgang til det vigtige, tyske eksportmarked. Derfor er Danmark også villig til at finansiere tunnelbyggeriet. Men det handler ikke kun om penge. Vi har meget tilfælles med vores tyske nabo og kan inspirere hinanden til gensidig gavn. Det ved vi i det dansk-tyske grænseland. Samme oplevelse fortjener det grænseland, hvor indbyggerne indtil videre er adskilt af vand.

Annonce