Annonce
Indland

Advokat om teledatasagen: Intet mindre end katastrofalt

Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix
- Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skal sige, udtaler forsvarsadvokat om ny udvikling i teledatasagen.

Konsekvenserne af den nye udvikling i teledatasagen kan være komplet uoverskuelige.

Det mener forsvarsadvokat Mette Grith Stage, efter at det er kommet frem, at der kan være indgået fejlbehæftede masteplaceringer i straffesager.

- Det er intet mindre end katastrofalt det her. For lige præcis masteoplysninger er helt centrale i rigtig mange straffesager, eftersom de bruges til at vise, om den sigtede eller tiltalte har været i nærheden af et gerningssted, siger hun.

- Hvis der er fejl i de her oplysninger, ved jeg faktisk ikke, hvad jeg skal sige. Den her skandale er nået op til et helt nyt niveau, tilføjer hun.

I en orientering fra justitsminister Nick Hækkerup (S) til Folketingets Retsudvalg oplyser ministeren, at Rigsadvokaten midlertidigt stopper brug af teledata som bevis for domfældelse.

Teleoplysningerne vil heller ikke kunne bruges som grundlag for varetægtsfængsling af sigtede i verserende sager. Det vil indtil videre gælde i to måneder frem til 18. oktober. Indtil da skal fejlene undersøges.

Mette Grith Stage siger, at det er det rigtige skridt at tage.

- Det viser, at Rigsadvokaten tager det her alvorligt, og det er en anerkendelse af, at der er store problemer.

- Det her kommer til at give os alle et kæmpe arbejde. Der kommer til at sidde rigtig mange af mine klienter, som bliver meget frustrerede, siger Mette Grith Stage.

Torsdag i sidste uge meddelte justitsministeren, at endnu flere sager kan være påvirket i sagen.

Tidligere hed det, at omkring 10.700 sager fra 2012 og frem til 8. marts 2019, hvor der er indhentet historiske teleoplysninger, skal undersøges. Men nu skal også sager fra før 2012 undersøges.

Det er endnu uvist, hvor mange sager det drejer sig om.

- Min vurdering er, at rigtig mange sager kommer til at skulle gå om, lyder det fra Mette Grith Stage.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener: Udskriv en dosis sund fornuft i en fart

Udeblivelser er et regulært problem i sundsvæsenet. Fordi det er spild af de trængte velfærdsressourcer, når både højt specialiseret personale og dyrt udstyr må vente forgæves på en patient, der ikke dukker op på det afsatte tidspunkt. Derfor er det helt og aldeles håbløst, at et ufleksibelt system tidligere på året betød, at en succes på Kolding Sygehus måtte lægges i graven. Succesen var et forsøg, der gav patienter med en henvisning mulighed for selv at booke en tid til skanning fremfor blot at få stukket systemets tid ud. Forsøget fik antallet af udeblivelser til at falde fra i gennemsnit 14 om ugen til fire. Det viste sig nemlig, at fleksibiliteten betalte sig. At det for patienterne gjorde en forskel. Helt banalt i form af muligheden for at kunne booke en tid, som passede ind med øvrige gøremål. Og sikkert også i form af øget ansvarlighed. En tid, man selv har booket, er svær at udeblive fra. Et sådant forsøg skulle selvfølgelig ikke bare fortsætte, men bredes ud. Ikke bare til andre afdelinger på Kolding Sygehus, men på alle sygehuse. Skulle man tro. Men sundhedsloven er firkantet, og den foreskriver, at patienter skal have en konkret tid i hånden tre dage efter henvisningen. Altså levner loven ikke plads til patientens egen booking. Derfor døde forsøget. Trods et resultat, der uomtvisteligt var positivt for både patienter og sundhedsvæsen. Region Syddanmark skubber på for at få lov til at genoptage forsøget. Ros for det. Forsøget er i sin essens et eksempel på et sundhedsvæsen, der er til for borgerne og ikke det omvendte. Det bør derfor være en formsag for Sundheds- og Ældreministeriet at finde en gangbar vej gennem egne regler og bureaukrati, så patienterne igen kan tages med i planlægningen. Sundhedsloven sikrer vigtige patientrettigheder. Det er godt, og historien viser, at det er nødvendigt. Men det er et sygt sundhedsvæsen, der kvæler gode tiltag i et stift bureaukrati. Må sundhedsministeren reagere hurtigt: Der er brug for en dosis sund fornuft i en fart.

Annonce