Annonce
Livsstil

Advokaten: Hvem får forældremyndigheden over mine børn, hvis jeg dør, før de bliver 18 år?

Illustration: Julie Gry Sveistrup

? Kære Monica Kromann - jeg er alenemor til to piger på 8 år og 10 år. Pigernes far døde desværre for et par år siden grundet sygdom.

Jeg er nu kommet til at tænke på, hvem der får forældremyndigheden over mine børn, hvis jeg mod forventning skulle dø, før de bliver 18 år.

Jeg har et meget nært vennepar, som jeg ønsker mine piger skal vokse op hos, hvis jeg afgår ved døden, før de bliver myndige. Er dette muligt?

Jeg håber, at du vil besvare mit spørgsmål. På forhånd tak.

Med venlig hilsen

Louise

Annonce

! Kære Louise - tak for dit spørgsmål til min juridiske brevkasse, som jeg vil besvare i det følgende.

I henhold til forældreansvarslovens § 16, kan forældremyndighedsindehaveren tilkendegive, hvem der i tilfælde af forældremyndighedsindehaverens død bør få forældremyndigheden over børnene.

En tilkendegivelse i henhold til forældreansvarslovens § 16 kaldes i daglig tale for et børnetestamente.

Et børnetestamente er en erklæring, hvori du har mulighed for at give udtryk for, hvem du synes er bedst egnet til at passe på dine børn i tilfælde af, at du skulle afgå ved døden, inden børnene bliver myndige. Du kan i børnetestamentet fremsætte ønske om, at forældremyndigheden skal tildeles en enkeltperson eller et ægtepar, som du/dine børn har en nær relation til.

Der stilles rent juridisk ikke krav til, hvordan børnetestamentet skal oprettes.

Du kan i princippet selv udfærdige et dokument med dine ønsker, som du efterfølgende daterer og underskriver. Det er også muligt, at du skriver din tilkendegivelse i et egentligt testamente, som underskrives for notaren.

Det er min anbefaling, at du nedskriver dine ønsker i et egentligt testamente, der underskrives for notaren, da en kopi af testamentet herved opbevares i notarialkontorets arkiv. Testamentets bestemmelser kommer dermed automatisk frem efter din død, hvorved det sikres, at Familieretshuset får kendskab til dine ønsker, for så vidt angår børnetestamentet.

Herudover kan det også være en fordel at lade børnetestamentet indgå som del af et notartestamente, da du dermed også har mulighed for at bestemme, at de, der skal tage sig af dit barn, skal arve et vist beløb.

Jeg håber, at ovenstående besvarede dit spørgsmål.

Med venlig hilsen

Monica Kromann, advokat (H)

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Fortsæt nu endelig bare det gode arbejde

Det har siden september kostet et velfortjent klip i kørekortet, hvis politiet opdager, at du roder med din mobiltelefon, mens du kører bil. 6814 bilister har følt konsekvensen af den strammede lovgivning. Det er mange, men det er ikke en eneste for mange. Tvært imod. Det var på høje tid, at konsekvensen for åbenlyst uopmærksom adfærd i trafikken blev takseret hårdere. Politiet anslår, at op mod 30-35 procent af uheld og ulykker i trafikken skyldes uopmærksomhed. Mennesker kommer alvorligt til skade. Nogen kære dør. Fordi andre mener, at det er nødvendigt at læse en sms, kigge på Facebook, skrive en besked i Messenger, lede efter musik på Spotify. Mens bilen tordner afsted gennem landskabet. Det tager ikke meget mere end fire sekunder at læse en sms og besvare med et thumbs up, en smiley eller et hjerte. Mange af os har gjort det. Men fire sekunder er knap 60 meter hen ad vejen ved skolen. Det er knap 90 meter på landevejen. Og næsten 125 meter på motorvejen, hvor fartbegrænsningen er 110 kilometer i timen. I blinde. Det er livsfarligt, og selvfølgelig skal den slags ligegyldighed med andres liv og helbred koste noget mærkbart. Leder af færdselspolitiet ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Knud Reinholdt, havde forventet, at flere ville lade mobilen ligge, da klippereglen trådte i kraft i september. Det forventede han med afsæt i erfaringer, fra dengang hastighedsforseelser begyndte at koste klip. Sådan er det desværre ikke gået. Der er ikke noget i antallet af klip, der tyder på bedring. Der er ikke noget i færdselspolitiets oplevelser, der tyder på det. I virkeligheden er det nok ikke så overraskende. Vi - og det vi gælder altså næsten os alle - har fået et helt utroligt tæt forhold til vores mobiltelefoner, og vi sætter den over venner, familie, koner og børn i masser af sociale sammenhænge. Der er det dog ikke strafbart, blot tankevækkende. I trafikken derimod skal vi ikke acceptere det. Det tog tid med alkohol og det at føre bil, men det blev dog med tiden totalt uacceptabelt. Vi må samme vej med mobilen, og vejen går over en række klippede kørekort. Klø på, kære politi. Vi trænger tydeligvis til kollektiv opdragelse, og den må være lidt hårdhændet. Hver og en af dem I klipper har fortjent det.

Danmark

Hård straf for at bruge mobilen bag rattet: Så mange har fået et klip i kørekortet

Annonce