Annonce
Livsstil

Advokaten: Hvordan opretter man en fond?

Illustration: Julie Gry Sveistrup

? Kære Monica Kromann - jeg skal have lavet et testamente, og i den forbindelse vil jeg gerne høre om fonde.

Hvordan opretter man en fond, og skal der være en bestemt formue for at kunne oprette en fond?

Jeg ser frem til dit svar.

Med venlig hilsen

E. Olesen

Annonce

! Kære E. Olesen - tak for dit spørgsmål.

En fond er en selvstændig juridisk enhed, der ofte anvendes til godgørende formål og legater. Der gælder ingen begrænsninger med hensyn til, hvem der kan oprette en fond. Fonde kan oprettes af en eller flere fysiske eller juridiske personer. Du vil derfor i sagens natur sagtens kunne oprette en fond.

En fond kan stiftes i levende live eller af et dødsbo i overensstemmelse med et testamente. En fond kan også stiftes af et selskab eller af en anden fond.

Da fonde hverken har ejere eller medlemmer, har offentlige myndigheder til opgave at kontrollere dem. Det er Civilstyrelsen under justitsministeriet, der er fondsmyndighed for ikke-erhvervsdrivende fonde, og det er Erhvervsstyrelsen, der er fondsmyndighed for erhvervsdrivende fonde.

En fond er erhvervsdrivende, hvis den selv udøver erhvervsvirksomhed, eller hvis den gennem aktier eller lignende i en virksomhed har en bestemmende indflydelse over denne virksomhed.

Familiefonde eller almenvelgørende fonde er typisk ikke-erhvervsdrivende fonde og vil oftest være dem, der oprettes i et testamente.

Muligheden for at stifte en fond afhænger af, hvor mange midler man kan skyde ind i fonden. En ikke-erhvervsdrivende fond skal ved oprettelsen have aktiver på mindst en million kroner, og det kan generelt ikke anbefales at oprette en fond med en formue på under 1,5–2 millioner kroner. Fondsmyndigheden kan dog dispensere fra dette kapitalkrav. Kapitalkravet til erhvervsdrivende fonde er minimum 300.000 kroner.

En fond skal derudover opfylde følgende krav:

- Fonden skal have en formue af varig karakter, som er uigenkaldelig. Dette betyder, at formuen efter fondens stiftelse vil være uden for stifterens rådighed.

- Ledelsen skal være selvstændig i forhold til stifter i form af en bestyrelse. Dette betyder, at stifteren, dennes ægtefælle eller forældre, børn eller søskende ikke kan udgøre bestyrelsens flertal.

- Der skal være ét eller flere bestemte formål i fundatsen, som det efter stiftelsen er bestyrelsens pligt at overholde.

En fond oprettes ved, at der udarbejdes en vedtægt for fonden. Formålet med fonden skrives ind i fondens vedtægter. Det kunne være et ønske om at støtte forskning, sociale forhold, studerende, dyr eller at uddele legater. Fondens vedtægter kaldes ofte for fundatsen.

Senest tre måneder efter oprettelsen, hvor bestyrelsen har underskrevet fondens vedtægt, skal vedtægten og en fortegnelse over bestyrelsens medlemmer fremsendes til skattemyndigheden i fondens hjemstedskommune. Det samme skal sendes til Civilstyrelsen for ikke-erhvervsdrivende fonde og til Erhvervsstyrelsen for erhvervsdrivende fonde. Fonden skal administreres, ligesom fondens regnskaber skal revideres.

Det er derfor vigtigt i forbindelse med overvejelser om oprettelse af en fond at få klarlagt konsekvenserne både økonomisk og skattemæssigt.

Såfremt du har yderligere spørgsmål, vil jeg anbefale dig at tage kontakt til en advokat med speciale heri.

Du kan læse flere af mine brevkasseindlæg om emnet på min hjemmeside: www.advokatkromann.dk/brevkasse.

Med venlig hilsen

Monica Kromann Advokat (H)

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.

Annonce