Annonce
Livsstil

Advokaten: Kan jeg bestemme, hvem der skal arve mig?

Illustration: Julie Gry Sveistrup
Annonce

? Kære Monica Kromann - jeg skriver til dig, da jeg skal giftes til sommer og har brug for rådgivning i den forbindelse.

Jeg har tidligere været gift og har børn fra mit tidligere ægteskab. Jeg har ikke planer om at få flere børn, og det er mit ønske, at mine børn skal arve alt efter mig, når jeg engang dør.

Mit spørgsmål til dig er derfor, om det er muligt at undgå, at min kommende hustru arver mig ved min død?

Derudover vil jeg spørge om, hvordan jeg sikrer mig selv bedst i tilfælde af en skilsmisse?

Jeg håber, du vil besvare mine spørgsmål.

På forhånd tak for hjælpen.

Med venlig hilsen Ole

! Kære Ole - tak for dine spørgsmål til min juridiske brevkasse, som jeg vil besvare i det følgende.

For at sikre dig selv bedst muligt i tilfælde af en eventuel separation eller skilsmisse skal du og din kommende ægtefælle oprette en ægtepagt, inden I bliver gift.

Hvis I ikke opretter en ægtepagt, vil der være delingsformue i jeres ægteskab. Delingsformue betyder, at I skal dele jeres formuer i tilfælde af skilsmisse eller separation.

I en ægtepagt kan du og din kommende ægtefælle bestemme særeje, således at I ikke skal dele jeres formuer i tilfælde af skilsmisse eller separation. Der er flere forskellige former for særeje, men i din situation vil jeg anbefale, at I bestemmer fuldstændigt særeje.

Fuldstændigt særeje betyder, at jeres formuer hverken skal deles ved separation, skilsmisse eller død.

Selv om I bestemmer fuldstændigt særeje, vil din ægtefælle dog fortsat være arving efter dig.

I henhold til de legale arveretlige regler vil din ægtefælle som udgangspunkt arve halvdelen efter dig, og dine børn vil arve den anden halvdel. Hvis du ønsker en anden fordeling, skal du oprette et testamente.

Du skriver, at du ønsker, at dine børn skal arve alt efter dig, hvorfor jeg vil anbefale dig at oprette et testamente.

I et testamente kan du selv råde over tre fjerdedele af din samlede formue, som du altså kan vælge at testere til dine børn. Den resterende fjerdedel er tvangsarv og vil blive fordelt mellem din ægtefælle og dine børn.

Det er kun muligt at undgå, at din kommende ægtefælle arver dig, hvis hun indvilger i at give et blankt arveafkald.

Hvis din kommende ægtefælle ikke ønsker at give et blankt arveafkald, vil hun altså som minimum skulle have sin tvangsarv.

For at dine børn kommer til at arve alt efter dig, skal der altså oprettes en ægtepagt om fuldstændigt særeje, og din kommende ægtefælle skal give et arveafkald.

Hvis din ægtefælle ikke vil give et arveafkald, er det min anbefaling, at der oprettes en ægtepagt om fuldstændigt særeje, og at du opretter et testamente, hvorefter din kommende ægtefælle kun skal arve sin tvangsarv.

Jeg håber, ovenstående besvarede dine spørgsmål. Såfremt du har yderligere spørgsmål, vil jeg anbefale dig at kontakte en advokat med speciale i familie- og arveret.

Med venlig hilsen

Monica Kromann, advokat (H)

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Mette Frederiksen slår fast: De traditionelle julefrokoster kan ikke gennemføres

CORONAVIRUS

Live: Nye rejsevejledninger - rejser til Tyskland og Cypern frarådes

Annonce